Vigtigt at sætte fart på møllerne

VINDENERGI Hvad enten skurken hedder amtslig langsommelighed eller ministeriel modvilje, så er det en kendsgerning, at vindmølleindustrien har haft vel rigelig modvind de senere år. Det har været ualmindeligt svært at få lov til at skifte en flok ældre, små vindmøller ud med en enkelt stor og moderne mølle. Nu lover amtet at sætte turbo på planlægningen. Det lyder godt for den vindmølleindustri, der har stor glæde af et selv et beskedent hjemmemarked. Bedre muligheder for at sætte nye møller op i Danmark giver industrien bedre mulighed for at følge med i den benhårde internationale konkurrence. Det skulle gerne betyde fortsat og gerne stigende beskæftigelse.