Retspleje

Vigtigt dokument kan redde Kim Brix

Et længe savnet dokument, som pludselig er dukket op, har fået optimismen til at brede sig hos den bedragerianklagede, nordjyske forretningsmand Kim Brix Andersen og hans familie.

Dokumentet kan være med til at redde Kim Brix Andersen fra den dødsdom eller årelange fængselsstraf, som han risikerer i forbindelse med den igangværende retssag i Bien Hoa i Vietnam. Danskeren er sammen med en englænder og fem vietnamesere anklaget i en sag om millionbedrageri i forbindelse med et kuldsejlet stenbrudsprojekt. - Det er et meget centralt dokument, som hidtil har været umuligt at fremskaffe. Kim fik det lavet i begyndelsen af 2003, altså inden hele sagen begyndte, og det beviser, at det var ham, der til at begynde med gik til politiet i Vietnam og fortalte, at noget ikke foregik helt efter bogen, siger Kim Brix Andersens nevø, Ken Brix Andersen. Det vigtige papir er skrevet på engelsk, og retten i Bien Hoa ville derfor ikke umiddelbart godkende det som bilag i sagen, da det blev fremlagt i går. Men når afhøringen af nordjyden fortsætter i dag, vil der - om alt går vel - foreligge en autoriseret oversættelse til vietnamesisk. - Dokumentet blev i sin tid lavet hos en advokat, som Kim opsøgte sammen med sin egen daværende advokat samt en politibetjent og et par af projektets investorer. Af papiret fremgår, at Kim vil anlægge en sag mod Sean McCormack, oplyser Ken Brix Andersen med henvisning til den nordirer, som er blevet beskyldt for at være sagskompleksets virkelige skurk. Kim Brix Andersen har således hele tiden fastholdt, at Sean McCormack helt uventet stak af med hovedparten af de penge, som nordjyden modtog fra projektets investorer. At den skriftlige erklæring dukker op nu, skyldes ivrigt benarbejde af Ken Brix Andersen og den københavnske advokat Niels Thestrup, der begge er i Vietnam for at følge retssagen. - Niels Thestrup og jeg tog efter mandagens retsmøde ned til det pågældende advokatkontor og bad om at tale med direktøren. Vi fik at vide, at dokumentet ikke var der, og at den medarbejder, der havde lavet det, heller ikke var der mere. Men sent mandag aften blev vi så ringet op fra firmaet og fik at vide, at de havde fremskaffet dokumentet, som lå på en computer, fortæller Ken Brix Andersen. Nevøen og advokaten kunne overbringe nyheden til Kim Brix Andersen, da de blev bevilget et kort møde med ham før gårsdagens retsmøde. - Han var enormt glad for, at dokumentet er lokaliseret, siger Ken Brix Andersen, som lidt senere på dagen for første gang så sin onkel afgive forklaring i vidneskranken.