Vigtigt med hjælp til børn i sorg

EMNER 1. marts 2003 07:00

Sorggrupper: Vi kender det godt, de fleste af os. Følelsen af, at gulvtæppet bliver revet væk under os. Vi mister fodfæstet. For nogle er det kortvarigt og for andre igen er det en langvarig tilstand. Hvordan vi reagerer, når vi mister, er meget forskelligt, og hvordan vi arbejder os igennem og ud af sorgen ligeså. Her er omgivelsernes reaktion og støtte for mange mennesker af stor betydning, især i den første svære tid. Vi har i min familie inden for en kort årrække været ramt af ualmindeligt mange dødsfald. Det har været benhårdt arbejde, da vi aldrig rigtigt nåede at komme op at stå, før det næste dødsfald indtraf. Min største bekymring gik dog tit og ofte på, hvordan mine børn skulle kapere al den megen sorg blandt de voksne. Jeg informerede blandt andet min datters vuggestue om vores sindstilstand. Her var der fuld opbakning til både barn og forældre, og vi behøvede ikke at bruge en masse energi på at forklare, hvorfor vi igen hang med næbbet. Også min søns skole blev informeret, da et af de mange dødsfald var særlig smertefuld for ham. På daværende tidspunkt havde skolen ikke, ligesom så mange andre skoler, gjort sig de store tanker om børns sorg, og hvordan skolen kunne være en hjælp i denne forbindelse. Det er der siden hen blevet rettet op på. Og det er også ganske nødvendigt for børnenes skyld. Hvert år bliver omkring 4000 børn forældreløse ved tab af far, mor eller begge forældre! I dette tal er ikke indregnet alle de andre relationer, som børn også mister. Bedsteforældre, søskende, venner o.s.v. Børn og unge har, viser erfaringer fra Kræftens Bekæmpelse, stor glæde af sorggrupper hvor de frit kan dele deres sorg med andre i samme situation. En form for hjælp til selvhjælp. Børn hjælper børn. Prisen for oprettelse af sådanne grupper er så lille, at det ikke bør være grunden til, at kommunerne undlader at gøre det. Jeg glæder mig i disse dage, idet Frederikshavn Byråd den 10.02.03, på foranledning af Palle Thomsen (s), bakkede op om hjælp til børn og unge, der har mistet. Det er nu mit håb, at etableringen af disse grupper må blive iværksat hurtigst muligt af hensyn til de børn og unge der har brug for hjælp til sorgbearbejdelse. (Forkortet af redaktionen)

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...