Lokalpolitik

Vigtigt valg i juni

EU-VALG:Hvad har præsidentvalget i USA med valg i Danmark at gøre? I princippet ikke ret meget, men det har den opmærksomhed som valget i USA har fået. I mere end et år op til selve præsidentvalget blev der brugt masser af spalte- og forsideplads i aviserne, TV og radio udnyttede de bedste sendetider på det, og vi danskere diskuterede og fulgte ihærdigt udviklingen i den amerikanske valgkamp. Ikke ét negativt ord om det, for det er vigtigt for os og hele Verden. Men nu kommer vi til et valg i Danmark. Næppe ret mange danskere ved, at vi 7. juni 2009 – dvs. om ca. tre måneder skal til valg! Vi skal vælge de danske medlemmer, der skal sidde i Europaparlamentet (EU-Parlamentet) og repræsentere Danmark. Hvor megen opmærksomhed har dette valg fået? Sørgeligt lidt. Meget lidt spalteplads, ingen forsider og stærkt begrænset sendetid er der ofret på dette valg. Det betyder immervæk meget for os danskere, hvem der varetager vore interesser, og hvad de står for. I betragtning af at 70-80 procent af dansk lovgivning er bestemt eller forberedt i EU, burde vi være meget mere oplyste om, hvad der sker i EU-Parlamentet, hvilken lovgivning de behandler, og om hvordan vore repræsentanter agerer. Meget af den lovgivning berører nemlig også os i vores lokalsamfund. JuniBevægelsen har i lang tid forsøgt at få dette valg på dagsordenen, og der er heldigvis tid endnu, så vi må overfor landspolitikere, lokalpolitikere og journalister insistere på, at de bruger meget mere energi, spalteplads og sendetid på at informere os danskere om EU-parlamentsvalget, så vi kan blive lige så oplyste om det, som vi blev det om præsidentvalget i USA.