EMNER

Vigtigt vendepunkt for festivalen

300.000 kroner sparet ved at flytte Skagen Festival ind til byen

SKAGEN:Den bedste beslutning, som vi nogensinde har truffet. Sådan betegner formanden for Skagen Festival, Henrik Jørgensen, flytningen af festivalen tilbage til byen, og han bakkes op af både gæster og lokale forretningsfolk. Beslutningen om at droppe festivalpladsen blev halvvejs taget under sidste års festival. Det, der holdt lidt igen på beslutningen, var de dårlige lydforhold i Skagen Kultur- og Fritidscenter, som det ville koste temmeligt meget at få forbedret. Til gengæld var der så mange andre penge at spare ved at flytte ind til byen. - Etableringsudgifterne til festivalpladsen var på cirka 900.000 kroner, og jeg gætter på, at vi har fået en besparelse på mellem 250.000 og 300.000 kroner i forbindelse med flytningen. Fra dette beløb skal vi dog trække cirka 50.000 kroner til udgifter i forbindelse med flytningen, fastslår Henrik Jørgensen. Blandt de store udgifter, der nu er sparet væk er udgifter til leje af telte på festivalpladsen, udgifter til leje af toiletvogne samt udgifter til et de mange meter hegn rundt om den tidligere festivalplads. Ganske vist kan der så ikke være helt så mange i Skagen Kultur- og Fritidscenter. I det store telt på scene syd var der plads til 2900 gæster, mens hallen højest kan tage 2300 gæster. - Jeg tror ikke, at det betyder så meget. Jeg har alligevel aldrig oplevet, at vi har haft udsolgt på scene syd, siger formanden. Hvor der tidligere var campingplads for festivalgæsterne på festivalpladsen, er pladsen ved Kappelborgskolen og Hedeboskolen denne gang indrettet til de mange gæster, som så har mulighed for at benytte skolernes toiletter og badefaciliteter. Det betyder også færre udgifter. Til gengæld betaler festivalen et beløb per overnatning til Skagen Kommune. Der er ikke mulighed for at parkere på disse pladser. Til gengæld er der parkering på pladsen ved ENV og ved Skagen Kultur- og Fritidscenter. De seneste år har der på festivalpladsen været en såkaldt markedsgade med en række forskellige tilbud. Det har festivalledelsen meget bevidst droppet med flytningen til midtbyen. - Sådan noget kan have sin charme på en festivalplads, men vi mener ikke, at det hører hjemme i vores nye koncept. Nu vil vi meget hellere udnytte de mange muligheder inde i byen, som de lokale kan byde på. Og så koncentrerer vi os om at sælge nogle få festivalrelaterede ting såsom trøjer, Cd'er, mad og øl, siger formanden. De lokale forretningsfolk er da også meget begejstret for atter at have festival i midtbyen. - Dermed er det i langt højere grad end tidligere også blevet byens fest. Vi hilser også det nye initiativ med torvescenen, der byder på musik i dagtimerne, meget velkommen. Skagen Festival har altid haft stor betydning for erhvervslivet i Skagen. Takket være den får vi en ekstra uge fyldt med gæster, inden den absolutte højsæson ellers ville være gået i gang, siger formanden for Skagen Handelsstandsforening Flemming Stig. Man skulle da også i går lede længe efter festivalgæster i byen og på havnen, som længtes tilbage til den gamle festivalplads. For som en af dem sagde: - Lige nu er det jo også flot vejr til åbne koncerter på en festivalplads, men hvis vi flytter tilbage, begynder det garanteret straks at regne.