EMNER

Vikarbureau vil hjælpe til asyl

KØBENHAVN:Arbejde skal forhindre tvangsudvisning af afviste irakiske asylsøgere. Støtteforeningen for afviste asylansøgere i Danmark står bag åbningen af et nyt vikarbureau, som skal ansætte de afviste asylsøgere. På den måde kan de få lovligt ophold i Danmark efter den såkaldte beløbsordning. Ordningen kan give udlændinge midlertidigt ophold, hvis de får et job i Danmark med en årlig indkomst på mindst 375.000 kroner. Asylbureau ApS vil derfor lave lønkontrakter, der sikrer den nyansatte vikar en månedsløn på 31.500 kroner. Indtil videre er én vikar ansat i Asylbureau ApS, men det antal vil hurtigt stige, vurderer Kirstine Mose, der sidder i selskabets bestyrelse. - Det er jo et helt nyt projekt, og vi skal lige i gang, men jeg regner med, at vi har fået Asylbureau rigtig godt op og køre inden for ganske kort tid. Antallet af ansatte kommer selvfølgelig til at afhænge af efterspørgslen, siger hun. Støtteforeningen for afviste asylansøgere i Danmark har lånt bureauet størstedelen af den nødvendige iværksætterkapital. Resten er kommet fra frivillige organisationer, som eksempelvis Kirkeasyl. Kirstine Mose er godt klar over, at det nyåbnede vikarbureau må sætte sin lid til opbakning. - Det er et idealistisk projekt, og for at det skal køre rundt, er vi afhængige af at få opbakning og støtte fra virksomheder, private og frivillige organisationer. Det er ingen hemmelighed, at donationer er vigtige for os, udtaler hun. Kirstine Mose er dog slet ikke i tvivl om, at mange vil bakke op om det nye initiativ. - Jeg tror på, at vi kan finansiere det her længe. Vi har lavet en foreløbig halvårsplan, men det giver jo ikke mening at starte sådan et projekt her op, hvis vi ikke tror på, at det kan lykkes, slutter hun. /ritzau/