Hjørring

Vikarkorps bliver opløst

God idé holdt ikke. Distrikterne skal selv finde vikaren fremover

Det gik ikke så godt med det interne vikarkorps, som Hjørring Kommunes ældreforvaltning oprettede i 2008. Nu har sundheds-, ældre- og handicapudvalget besluttet at nedlægge det. - Det er slet ikke blevet sådan som vi havde forestillet os. Der har været for mange tomme vagter. Vi oprettede det for at spare på vikarer udefra, men da det kom til stykket sparede vi slet ikke så meget, som vi troede, siger formanden for sæh-udvalget, Lilli Damsgaard (S). Vikarkorpset blev oprettet, fordi der i 2007 var meget store ekstraudgifter - 7,9 mio. kr. - til eksterne vikarer, når de faste sosu'er blev syge. Man ville gøre det billigere og med mere kvalitet. En række sosu'er blev fastansat i vikarkorpset på den måde, at de mindst fik løn for et sted mellem 20 og 34 timer. Oven i købet har deres timeløn været højere end almindeligt fastansattes, fordi de skulle udvise en større fleksibilitet. Nu opløses vikarkorpset på den måde, at de fastansatte opsiges og tilbydes job andre steder i kommunens fire distrikter. - Der skal ikke siges nogen op, men de mister deres funktionsløn for fleksibilitet, siger Lill Damsgaard.