Vikinge-sværdet der voksede

Arkæologer graver i jorden for at blive klogere. Men ofte belønnes de blot med endnu et mysterium. Således også i Næsby ved Ranum.

Knud Labohn
Jo, det passer. Det endnu ikke fuldt restaurerede stykke jern passer med sværdet, man ellers regnede for komplet ved fundet for 50 år siden, konstaterer arkæolog Bjarne Nielsen. Foto: Henrik Nielsen
Vikingetid 23. december 2011 12:11

Her afsluttede Bjarne Nielsen fra Vesthimmerland ellers i sidste uge afsluttede udgravningen af en slags kirkegård for det, der må have været vikingeadel på Harald Blåtands tid. Udgravningen i sig selv har fået meget opmærksomhed som et af af de mest markante fund i Danmark i 2011. At finde samtidige med kongen, der tog æren af at samle Danmark og kristne landet, er bestemt ikke hverdagskost. Smadrede ind i jarl Fundet blev gjort helt tilfældigt i 1951, hvor vejarbejdere uforvarende smadrede ind i resterne af en skjult, men yderst fornem gravsætning, skabt måske præcis 1.000 år tidligere. Her blev en rytter af høj byrd, måske en jarl, begravet med fuldt rytterudstyr. Af kroppen er intet tilbage. En passerende landmand kunne se nede i hullet, hvad der var ved at ske og kontaktede museet. Men da de professionelle kom ud havde andre allerede gravet løs i jagten på skatte og ødelagt en del af graven. Fundet fik dog allerede dengang stor opmærksomhed. - Vi ville se, om der var noget, de havde overset dengang. Det må man sige, at jeg fik en del ud af, siger arkæolog og museumsinspektør Bjarne Nielsen. Da han efter nogen søgen genfandt graven, dukkede der ikke færre end 39 pænt store genstande op, som ikke var blevet opdaget, da skovlene jog gennem jorden. De var både kommet op og smidt ned igen uden at nogen fæstnede sig ved det. Stump af sværd Især to ting påkalder sig opmærksomhed. I første omgang særligt den første: - Jeg fandt en stump af noget der ligner en klinge under graven. Men det kunne jo ikke passe. For man fandt godt nok et sværd i graven dengang, men det var beskrevet som helt, forklarer Bjarne Nielsen. Sværdet står til daglig midt i Museumscenter Aars daglige udstilling. er der en klar brudflade i sværdet, der ifølge en tegning var helt, da det blev gravet op, men knækket, da det nåede museet. Bjarne Nielsen måtte selvsagt tjekke, om stumpen passede i bruddet. Og - vupti - pludselig var sværdet godt ti centimeter længere. - Dermed blev det næsten en meter langt. Det er dermed et af de længste sværd, der er fundet fra vikingetiden. Jeg er endnu ikke stødt på noget af tilsvarende længde, fortæller Bjarne Nielsen. Nyt mysterium Da alle spor af rytterens krop er væk, kan man ikke være sikker. Men sværdets længde tyder på, at han har været temmelig høj. Nogle vage streger af den mand, der formentlig var egnens mest betydningsfulde for 1.000 år siden, dukker nu op. Og der kommer mere. Jorden i graven skifter mellem ler og pletter med kridtjord. Kridtet bevarer knogler meget bedre, og i et uopgravet hjørne fandt Bjarne Nielsen noget, der nok kan sætte fantasien i sving: - Der lå rester af underben og fod fra en ung gris, der kom i graven med ham. Vi må ellers formode at en højtstående mand på denne tid var kristen, og så fik man jo ikke den slags med i graven, funderer Bjarne Nielsen. Nu bliver det ren fantasi. Men den slags kan jo give gode idéer: Måske var skank og grisetæer mandens yndlingsret? Den slags var også dengang en delikatesse. Måske har en, der stod den høje rytter nær, men som ikke var kristen, lige villet give ham noget lækkert med på rejsen? Med Røde Orm til fest Kunne det tænkes, at manden døde ved juletid - måske endda ved selve julefejringen før han fik sat tænderne i den steg, han havde udset sig? Svaret kort: Ja, det kan tænkes. Men vi får det nok aldrig at vide. Da det jo er juletid tillader Bjarne Jensen sin faglige fantasi en munter svingtur: - Det kan være, at kan har været til julegilde hos Harald Blåtand, som det er beskrevet i Frans Bengtsons roman "Røde Orm", og døde der? Ja, hvem ved. Vikingernes ædegilder går der i hvert fald ry af tusind år senere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...