Vikingebørn på Børglum Bakke

"Aslak i Troldkvindens borg"

Bogens forside og vignetter er tegnet af Esben Hanefeldt.

Bogens forside og vignetter er tegnet af Esben Hanefeldt.

"Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde". Dette citat fra børnelitteraturforskeren Nina Christensen kan man huske på, når man læser "Aslak i Troldkvindens borg" Vi er på Børglum Bakke i år 1062, det er tiden, hvor Danmark (ifølge Harald Blåtands runeskrift på Jellingestenen) er blevet kristnet, men hvor samme kristendom på ingen måde er nået til Børglum Bakke. Her trives offertroen fint, bedstemoderen fortæller de nordiske myter om gudernes kampe, og ude i Vildmosen skal man vogte sig for de store stribede dyr: tigrene! Aslak er en kvik og eftertænksom knøs, der sammen med Frøydis udforsker mosens hemmeligheder, hvor han følger ulvenes hverdag med hvalpekuldet. Det er en bog, man (som 10-årig læser) bliver klog af at læse. Aslak stiller de rigtige spørgsmål til bedstemoderen, der så kan fortælle de sagn, man som læser har brug for, hvis man vil have indblik i tidens tro, kultur og værdinorm. Lidt spændende er den, men først og fremmest er det en bog, der giver historisk viden til børn. Det er første del af en serie. Forsiden og vignetterne er tegnet af Esben Hanefeldt. Det er godt. Der er et kort over Vestvendsyssel forrest i bogen, og et over vikingernes Vesteuropa bagest, så i næste bog kommer Aslak sikkert "syd for fjorden og vest for Børglum Bakke". Bogen er på 153 (tætskrevne) sider, men sætningsopbygningen er kort og klar, så den kan absolut anbefales til de videbegærlige 10-årige, der vil vide mere om vikingetiden. Bodil Christensen kultur@nordjyske.dk Birthe Lauritsen: "Aslak i Troldkvindens borg" 153 sider, 189 kr. Puella's Edition