Vikingebro rådden efter kun seks år

Birgit Eriksen
Idyllisk ser det ud - men nu er der sat afspærringer op. De bærende stolper er rådne. Foto: Kurt Bering
Brønderslev 12. august 2007 06:00

BRØNDERSLEV: Kun seks år efter, at vikingebroen ved Vestskoven blev bygget er træværket råddent. Broens bærende dele er så dårligt, at Brønderslev Kommune har valgt at afspærre broen. Vikingebroen kostede godt en halv mio. kroner at bygge, og den indgår i det nye stisystem, der er etableret i Vestskoven, og som forbinder det nye boligområde og boligområdet vest for søerne. Men gående, cyklister og andre vejfarende må nu finde andre veje. Og det kommer de formentlig til i en længere periode. Driftsleder Finn Bjerning fortæller, at det kom som et chok, at den næsten nye bro er rådden. - Vi har haft rådgivere og ingeniører til at projektere broen og eksten entreprenør til at udføre arbejdet. Og jeg havde da personligt forventet, at den ville holde i 100 år. Jeg havde troet, at det blev mine børnebørn der skulle forny broen - så det kommer som et chok, at broen efter seks år er rådden både under og over vandet, tilføjer Finn Bjerning. - Vi har fået en tekniker fra teknologisk institut til at besigtige broen tirsdag for at finde ud af, hvad der er galt og hvad vi kan gøre. Og så må vi derfra se, hvad vi skal gøre og hvad det vil koste. Han konstaterer, at der er gået råd i alle bærende stolper. - Der sker ikke noget ved at gå og cykle over broen, men jeg kan også se, at der kommer nogen med stor fart på scootere, og kører de på noget større, er jeg ikke sikker på at broen holder. Så indtil eksperten fra teknologisk instituttet har undersøgt broen er den lukket - kommunen tør ikke tage ansvar for færdsel på broen, tilføjer Finn Bjerning. Broen er meget benyttet fra Agdrupudstykningen til Hedegårdsskolen, og børn til Hedegårdsskolen må nu i stedet søge nye veje gennem kolonihaveområdet - en lille omvej. Finn Bjerning er tilføjer, at træbroen er smuk og godt ind i naturen på stedet. - Og det ville være forfærdeligt, hvis vi ikke får råd til at lave den, så den kan stå i mange år. - Vi skal finde ud af, hvad der er gjort forkert og hvad skal der gøre - og hvad vil det koster, og så må vi efterfølgende sende sagen til teknik- og miljøudvalget, tilføjer driftslederen. Tykke egepæle er banket fire meter ned i søbunden - og broen er derefter etableret ved hjælp af kraftige med lærkeplanker. Formand for teknik- og miljøudvalget Karsten Frederiksen (K) mener som udgangspunkt ikke, at skatteborgerne skal betale for at få den kun seks år gamle bro genetableret. - Vi har ikke afsat penge til sådan et projekt i år. Og jeg går da ud fra, at de mennesker, der har gennemført projektet får afklaret, hvad der er galt, og hvorfor - og hvem der skal betale. Mit udgangspunkt er, at det ikke er noget skatteborgerne skal betale. Når man får lavet en bro i den prisklasse, er det helt urimeligt, hvis den rådner væk på seks år. - Der er andre veje i området, og dem må borgerne benytte. Kravene om trafiksikkerhedsprojekter i kommunen er enorme, så der kan ikke blive afsat penge til broprojekt nu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...