Vikingedagene på Aggersborg blev en succes trods blandet efterårsvejr

Det flotte sensommervej lørdag trak mange til Aggersborg Foto: Valdus Jensen
Aggersborg 1. september 2016 08:44

AGGERSBORG: Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det, sagde Storm P for mange år siden.

Det første passer ganske godt, når man søndag gik rundt og hørte på snakken blandt de besøgende på den gamle vikingeborg ved Aggersborg, og hvad angår det sidste, er det helt sikkert, at havde arrangørerne af vikingedagene i den forløbne weekend, Aggersund og Omegens Borgerforening og Vikingerne på Aggersborg, kunne have gjort noget ved vejret søndag, havde det været helt anderledes behageligt at opholde sig ude i.

Fredag ankom over 50 gæve vikinger fra både Jylland, Fyn og Sjælland til Aggersborg, og de måtte rejste deres telte i en frisk vind fra fjorden, men det tog de alle som en ekstra udfordring.

Lørdag strålede solen fra morgenstunden, og vinden havde lagt sig en hel del. Der var således lagt op til en dejlig dag på borgen - og det blev det også.

I løbet af lørdagen var der over 400 besøgende, og det blev til en livlig snak med vikingerne om, hvad de lavede. I det store telt var der mulighed for at få en snak med Thy-Mors Detektorforening, som blandt andet viste nogle af de ting, de har fundet i jorden ved Aggersborg. Der var også godt gang i salget af kaffe og kage, øl og pølser. Så alt i alt blev lørdagen en succes.

Det samme kan desværre ikke helt siges om søndagen.

Med bange anelser så og hørte både vikingerne og borgerforeningen vejrudsigterne, som lovede masser af regn og muligvis torden og lyn.

Der var dog forskellige meninger hos meteorologerne om, hvor meget regn der ville komme, og hvornår det ville ramme Nordjylland. Nogle udsigter lød på, at det ville komme i løbet af natten til søndag og stilne af søndag formiddag, mens andre udsigter lød på regn det meste af dagen. Og det sidste kom desværre til at holde stik.

Det blev en søndag med blæst og regn, som helt sikkert var med til at, at mange valgte ikke at tage turen til Aggersborg. Men dem, der trodsede regn og blæst, kunne komme med til gudstjeneste i kirken, en rundvisning på den gamle borg, som Simon Kjær Nielsen fra Vesthimmerlands Museum fortalte levende om, høre ejeren Regitze Johnsen fortælle om Aggersborggård, og Broder Berg fra museet fortælle om kirken. Rundvisning og fortællingerne blev på grund af vejret flyttet ind i kirken søndag eftermiddag. hvor man også kunne høre Aggersborg Gospelkor synge.

Inde i teltet var der igen udstilling fra detektorforeningen, ligesom der kom nogle og lavede pileflet og kniplede, og der var travlhed både hos pølsemanden og i salg af kaffe og kage.

Den megen regn satte naturligt nok en dæmper på vikingerne arbejde, som hovedsagelig foregik ude i det fri. Flere af dem måtte simpelthen stoppe med at arbejde. De udtrykte ved afrejsen alligevel tilfredshed med arrangementet, og lovede, at såfremt de kunne, ville de komme tilbage næste år - og så man bare håbe på bedre vej begge dage.

Inden vikingedagene sluttede søndag, blev der uddelt fire priser. Børneprisen gik til den godt fem-årige Alfred Berg Rosenhagen fra Hundslund ved Horsens. Han var med sine forældre i Aggersborg, og tiltrak sig megen opmærksomhed, da han på en frisk og frejdig måde fortalte om, hvad han lavede.

Publikumsprisen blev tildelt Jess Vestergaard fra Vesløs, der viste bronzestøbing, som han har arbejdet med i fire år, og er frivillig på Heltborg Museum med.

Vikingerne uddelte deres egen pris, og den tilfaldt Jens Jørgen Olsen fra Sjørring ved Thisted. Han har siden 1995 arbejdet med at udvinde jern af myremalm, og det viser han nu også på Heltborg Museum.

Endelig uddelte vikinger en madpris, og den gik til Hanne Hundahl fra Thorup, som både fredag og lørdag aften sørgede for varm mad til vikingerne.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...