Vikingen fra Lindholm Høje indtager Livø
VisitVesthimmerland kan med stor glæde meddele, at Livø får ny forpagter. Allerede fra den 1. januar 2017 overtager Headchef & Madam/Kjøgemester & Oldfrue alias Jesper og Ulla Lynge Bergholdt forpagterrollen på Livø.
Forpagterparret Jesper og Ulla går ind i forpagterrollen med krum hals, og ser på deres nye eventyr med sprudlende energi og glæde, som vi kender det fra deres tid på bl.a. Lindholm Høje. De har allerede et stort idekatalog, som de ønsker at søsætte på Livø. De overordnede opgaver, som forpagterparret står over for er udlejning af feriehuse, drive caféen og være havnefoged.
Turistchef, Jimmi Petersen, udtaler: "Vi byder Jesper og Ulla velkommen til Livø og Vesthimmerland. Vi glæder os til at arbejde sammen med dem om deres nye projekt på Livø. Øen rummer masser af muligheder og der vil være al mulighed for en spændende udvikling, som imødekommer Naturstyrelsens mål med Livø - at den skal være Limfjordens bedste besøgs- og feriested." Jimmi Petersen supplerer yderligere: "hos VisitVesthimmerland anser vi Livø som Limfjordens naturperle, og dette vil den i sandhed også blive ved med at være i hænderne på Kjøgemesteren og Oldfruen. En kombination af øens unikke natur, utrolige kulturhistorie, og ikke mindst den energi og det idekatalog, som Jesper og Ulla kommer med vil bringe Livø langt."
Jesper og Ulla Lynge Bergholdt er kendte fra at drive Lindholm Høje caféen, som de har haft forpagtet siden januar 2011. Parret har arbejdet sammen siden 2008 om fødevarer, forældling af disse og ikke mindst udvikling af formidling og underholdningskoncepter. "Min hustru og jeg har i fællesskab Kjøgemester & Oldfrue, hvor vi tilbyder mødeafholdelse, konferencer, events, kurser, fester, hvor menuen primært består af "storytelling" hele vejen igennem. Derudover tilbyder vi også forskellige konsulentopgaver og farverige foredrag. Vi kan ikke vente med at komme i gang med det nye eventyr på Livø, og vi glæder os meget til at arbejde sammen med andre aktører på i Vesthimmerland", udtaler Jesper Lynge. Ydermere arbejder Jesper med både dansk og engelsk tv, hvor han fortæller historier ved hjælp af hans karismatiske og udtryksfulde fortællinger og helhedsoplevelser.
Jesper og Ulla Lynge Bergholdt har forpagtet Livø gennem Naturstyrelsen, og skal drive den videre med Naturstyrelsens vision og værdier for øje. Visionen for Livø er, at øen skal være naturens stillekupé. Stilhed og autenticitet er øens varemærke. Naturstyrelsens mål er, at øen skal være Limfjordens bedste besøgs- og feriested og Danmarks første selvforsynende energiø.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.