Vikingetid

Vikinger erobrer bakkerne

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Drabelige vikinger har atter meldt deres ankomst til Hobro. Men bare rolig. De falder til ro, når de har fået mjød i rette mængder. ARKIVFOTO

HOBRO:De grønklædte bakker ved Sildehagen i Hobro vil i weekenden blive omdannet til et pulserende marked med vikinger i hobetal. Det er femte år i træk, tiden skrues 1000 år tilbage, og der er lagt op til et marked, der på alle måder lever op til de foregående. Vikinger fra nær og fjern har meldt deres ankomst, og for arrangørerne har det største problem næsten været at skaffe plads til alle. - Vi kan desværre ikke få et større råderum end tidligere, og derfor vil hver en krog blive fyldt med boder. Reelt har vi plads til 35 af slagsen, men vi har valgt at knibe os sammen og giver plads til 43 boder, fortæller vikingemarkedets lokale høvding, Knud Brix Kjelgaard. Boderne fyldes med alskens ting og sager, der hørte vikingetiden til. Publikum kan købe smykker og våben, mjød og madvarer, som tilberedes på åbne bålsteder. Diverse kampgrupper har bebudet deres ankomst, og bueskytterne fra buelauget Tamberskælvers Brødre vil også være til stede og demonstrere den svære kunst det vitterligt er at sende en pil rette sted hen. Som noget helt nyt kan især børn - men bestemt også voksne - glæde sig til at lytte til spændende sagn fra vikingetiden. Det er Lise Rosendahl, der flere gange i forbindelse med markedet vil underholde med fortællinger om drabelige vikinger og skjoldmøer. - Jeg tør godt love, det ind imellem kan være farligt, men man skal slet ikke være bange, beroliger Lise Rosendahl på forhånd de børn, der tager far, mor eller bedsteforældre med til vikingemarkedet. Vikinger som livsstil Mange har gjort vikingetiden til en livsstil, og deltagerne på markedet i Hobro kommer ikke bare fra det nordjyske og Danmark i det hele taget. - I fjor deltog for første gang en polsk sværdsmed, men i år har vi også fået tilmeldinger fra både Tyskland og Norge, fortæller Knud Brix Kjelgaard. Han forklarer den store interesse med, at markedet i Hobro viden om er kendt som et godt, hyggeligt og overskueligt marked. Vikingerne føler sig velkomne, og det trækker bestemt heller ikke fra, at hyggen efter lukketid lørdag fortsætter med en festmiddag for alle deltagere. Det er noget, de fleste sætter stor pris på. - Desværre holdes der også i weekenden et stort vikingemarked i Hedeby. Det kan måske koste os nogle publikummer, vurderer Knud Brix Kjelgaard, som dog samtidig er særdeles fortrøstningsfuld. - Men meget afhænger af vejret. Vi vil gerne være fri for regn, og det gør heller ikke noget, hvis der ikke bliver så varmt, at publikum søger til strandene, siger han. De senere år har markedet været besøgt af omkring 3000. Et helt præcist tal har man ikke, da indgangsbilletten blot har været et stempel. I år sælges der billetter, så man efter markedet hurtigt kan gøre succesen op målt i antallet af besøgende. Der kan i øvrigt læses mere om markedet på adressen www.vikingemarkedihobro.dk