Vikinger i varm vinterbadning

Det var måske lidt for varmt til at kalde det vinterbadning. Til gengæld var underholdningen i top, da Isbjørnen i går havde vikingedåb

AALBORG:Vikinger er modige og seje. Så lidt koldt vand skulle ikke være nogen sag. Det ville 18 såkaldte Skrællinger bevise, da vinterbader-klubben, Isbjørnen, i går afholdt den årlige Vikingedåb. Et par forsigtige skridt ned af stigen og en hurtig svømmetur på ca. fem meter, var hvad der skulle til for at blive ophøjet fra Skrællling til Viking. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det så nu meget koldt ud, da den ene vinterbader efter den anden ploppede i Friluftsbadets blot fem grader kolde vand. Men måske blev den kolde følelse forstærket af, at vind og regn havde et godt tag i luftrummet over Friluftsbadet - for lad os være helt ærlige: Er fem grader varmt vand og ingen is nu også en rigtig Vikingedåb? - Nej, en optimal Vikingedåb er når der er is på vandet. Det var lidt for varmt i år, så måske bliver de nødt til at gøre det om næste år, siger dåbsmester Flemming Pedersen spøgefuldt. - Men til gengæld var udklædningerne i år langt over middel. Årgang 2004 må siges at være en rigtig god udklædnings-årgang, tilføjer han. Og det var nok heller ikke så meget det kolde gys, de mange publikummer var mødt op for at se - men mere de meget kreative udklædninger. En havfrue, en spejder, en dommer, et helt atletikhold, en araber og vikinger var blot nogle af dem, der hoppede i vandet. - Vi blev gift sidste år, så vi ville have et kostume, hvor vi var et par. Og så synes vi det passede til lejligheden, fortæller Claudia Pfleger der sammen med sin mand, René Pfleger havde taget et yderst sparsommeligt vikinge-kostume på. Som alle andre skrællinger kunne de stige op af vandet til en velfortjent dram og tildelingen af deres vikingenavn: Claudia Pfleger hedder nu Vebjørk Vølve, og René Pfleger hedder nu Rolf Offermand. To nye vikinger, der dog var lidt skuffet over det "varme" vand. - Vandet var alt for varmt. Der skulle jo have være både sne og is, men vi føler os nu som rigtige vikinger, for vi har badet i rigtig koldt vand de sidste tre år, fortæller det nye vikinge-ægtepar. Vinterbadeklubben har afholdt vikingedåb siden 1998, og har indtil videre døbt omkring 80 skrællinger. Efter dåben var der lagt op til en rigtig vikinge-fest med alt hvad der dertil hører.