Vikingetid

Vikinger på nyt erobringstogt

På førstedagen trak det historiske marked massevis af interesserede

HOBRO:Med fredelige midler erobrede vikingerne manges hjerter, da de i går indledte et to-dages togt i Hobro. Sildehagen var omdannet til en stor markedsplads, og straks fra åbningen sidst på formiddagen valfartede publikum i en lind strøm til de grønklædte bakker direkte ned til Mariager Fjord. Der blev talt med mange tungemål, og der er slet ingen tvivl om, at markedet trak mange turister fra sommerlandet til Hobro. Der var også masevis at se på og komme efter. Fra de primitive ovnsteder var der en god duft af velsmagende brød, og der var boder i massevis, hvor man kunne få god viden og indsigt i vikingernes levevis. Alle steder var nutidens vikinger iklædt datidens tøj mere end parat til at fortælle om vikingetiden. Publikum kunne også fornøje sig med både øksekast og bueskydning, og man kunne gøre sig gode forretninger, hvis man eksempelvis lige stod og manglede sig en vaskebjørnhale, et kohorn eller noget helt tredje. Hele det store arrangement gentages i dag, og arrangøren, Hobroegnens Kulturelle Samråd håber naturligvis, at et stort publikum atter vil lægge vejen forbi vikingemarkedet ved Sildehagen på Nedre Strandvej.