Vikingetid

Vikingernes land

NORDJYLLAND:Nordjyllands Historiske Museum har fået 250.000 kr. af Vækstforum og bruger selv 250.000 kr. af budgettet på et projekt, der går ud på fælles udvikling og markedsføring af regionen som vikingernes land. Med Fyrkat og Lindholm Høje som fyrtårne og Sebbersund, Aalborg og Aggersborg som lanterner, skal en projektgruppe klarlægge, hvordan man kan koordinere aktiviteter og tilbyde både lokale og turister levende, nærværende og let tilgængelig historie. Projektet skal vare året ud, og der skal både tænkes kreativt og søges midler i diverse velvillige fonde, så ideerne kan realiseres. Der ligger så småt planer om at bygge flere museer, bedre faciliteter til formidling, lave flere udgravninger og rekonstruktioner. De største attraktioner er allerede kendte, men ind imellem findes masser af vikingehistorie spredt i landskabet. F.eks. findes der ca. 20 runesten. Ideen er, at folk skal ledes på sporet og finde nye oplevelser bl.a. via kort, hjemmesider, og en fælles markedsføring, så man lynhurtigt kan danne sig et billede af, hvad der sker i vikingernes land lige nu. Og her skulle der gerne ske mere, også i den kølige årstid, så den mageløse autentiske kulturarv bliver brugt, oplevet og formidlet.