Vikingespillene bliver gældfri

Hårdt at have hovedrolle

Lindholm Høje 1. juli 2003 08:00

NØRRESUNDBY: - Jeg kan næsten ikke få armene ned. Søndag aften var der 460 tilskuere, og i alt havde vi omkring 900 flere tilskuere end sidste år, fortæller en særdeles tilfreds administrator for Vikingespillene på Lindholm Høje, Flemming Pedersen. Den første uges vikingespil var præget af blæsevejr, og mange holdt sig væk. Men siden strømmede publikum til, og i alt har godt 3.000 været på højen for at se Blodenkens Fejde. Det betyder, at vikingespillet kan komme af med en gæld fra sidste år, hvor publikumstallet var nede på omkring 2.200. I år har Vikingespillene på Lindholm Høje i øvrigt sparet lønnen til en professionel skuespiller. Men det har ikke været med administratorens gode vilje. - Normalt har vi to professionelle skuespillere, men det lykkedes os ikke at finde nummer to i år. Måske fordi Aalborg Teater sluttede sin sæson meget sent, og mange har været med i Holberg-spillet, siger administratoren. Derfor var Susanne Sangill i år eneste professionelle skuespiller ved vikingespillet, mens Flemming Pedersen sprang til og lagde krop til en af hovedrollerne. - Det var hårdt, så det gør jeg altså ikke igen næste år, bedyrer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...