Viktor Axelsen misser Masters-finale

Danskeren havde matchbold, men tabte

FREDERIKSBERG:Een bold. Så tæt på at sikre en ren dansk finale i aften i Falconer Salen på Frederiksberg var 18-årige Viktor Axelsen fredag eftermiddag i sin semifinale i badmintonturneringen Copenhagen Masters.

På imponerede vis cruisede 18-årige Viktor Axelsen ellers mod sejren. Han vandt første sæt 21-17 og havde matchbold i andet sæt mod verdens nummer 10 - Hu Yun fa Hong Kong. Men så gik det galt.

Hu Yun fik vendt andet sæt til 23-21-sejr og vandt sikkert tredje sæt med 21-14.

Viktor Axelsen, der selv er øjeblikkets nummer 27 i verden, piskede ellers sin modstander rundt på banen i kampens to første sæt, men pludselig vågnede manden fra Hong Kong op og fik gjort kål på sin danske modstander.

Derfor er det Hu Yun, der er klar til finalen, og her venter endnu en dansker, idet Jan Ø. Jørgensen torsdag aften løste billet til finalen med en knusende sikker sejr på hele 21-9, 21-11 over thailandske Boonsak Ponsana.

Jan Ø. Jørgensen er forsvarende mester i turneringen og ligger i øjeblikket nummer 11 på verdensranglisten.

Fredagens finaleafsnit på Frederiksberg begynder klokken 18.

De danske badmintontilskuere tog torsdag aften afsked med Peter Gade, der i karrierens sidste optræden på topplan mødte verdensstjernen Lin Dan i en showkamp.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.