Viktor Fischer håber på landsholdsløsning

Viktor Fischer har haft mere fokus på FCK-kampe end landsholdet, men han håber, at der kan findes en løsning.

FC København-angriberen Viktor Fischer håber, at der kan findes en løsning på konflikten med DBU, så landsholdsspilleren kan være med i de kommende kampe. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Fodbold 2. september 2018 19:24

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen er ikke nået i mål med en ny landsholdsaftale, og det ligger derfor ikke fast, hvilke spillere der skal kæmpe i nationaldragten imod Slovakiet og Wales, som venter i næste uge.

DBU har tilbudt Spillerforeningen at fortsætte på en midlertidig aftale, som minder om den nuværende.

Spillerforeningen er vendt tilbage på DBU's tilbud med et forslag om at spille under den gamle aftale en måned mere, så det ikke går ud over de forestående landskampe.

FC København-angriberen Viktor Fischer er udtaget til landstræner Åge Hareides trup, og han håber, at der kan findes en løsning.

- Jeg ved helt seriøst ikke, hvor den lander. Jeg håber, at landskampene skal spilles, men jeg aner ikke ret meget om det.

- Jeg sidder ikke med ved forhandlingsbordet eller noget, men det er klart, at jeg gerne vil spille landskampene, hvis der kommer en aftale, siger Fischer.

Han fortæller, at al fokus har været på at præstere for københavnerne.

- Helt ærligt, så kan jeg sige, at jeg ikke har fulgt med i det. Jeg har haft fokus på det, vi præsterer i FC København, og så må jeg tænke på landsholdet på et andet tidspunkt eller i morgen, siger Viktor Fischer.

FCK-træner Ståle Solbakken interesserer sig slet ikke for den omtalte sag.

- Jeg gider ikke følge med i sagen, og jeg har givet op for længst, for det er det mest uinteressante. Jeg har overhovedet ingen kommentarer til den sag, siger Solbakken.

Til gengæld vil han meget gerne tale om søndagens 2-0-sejr i Esbjerg.

- Vi stod fantastisk godt i bagkæden, og selv om vi blev trykket lidt tilbage i anden halvleg, så følte jeg ikke, at sejren var i fare. Det var et mentalt stærkt hold, jeg så, siger nordmanden.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...