Viktor Fischer satser på folkets dårlige hukommelse

Landsholdsspilleren Viktor Fischer mener, at det er nok at vinde kampe for at vinde befolkningen tilbage

Viktor Fischer mener, at han og landsholdsspillerne ikke behøver at gøre noget ekstra for at vinde befolkningen tilbage, når konflikten er slut. ”Hvad skulle det ekstra være? Skal vi sælge is i isboden? Det tror jeg ikke på,” siger FC København-profilen til Ekstra Bladet. Norde Ernst Van/Ritzau Scanpix
Fodbold 8. september 2018 14:50

FODBOLD: Viktor Fischer mener, at han og landsholdskollegerne ikke behøver at gøre noget ekstra for at få befolkningen tilbage på sin side.

Når først bølgerne efter konflikten har lagt sig, skal folks hukommelse nok klare det meste. Resten ordner landsholdets kommende sejre på fodboldbanen.

- Hvad skulle det ekstra være? Skal vi sælge is i isboden? Det tror jeg ikke på, siger FC København-profilen til Ekstra Bladet.

- Jeg tror, vi skal vinde fodboldkampe igen, så tror jeg, folks hukommelse er sådan, at de glemmer, og så huskes de gode resultater, siger Viktor Fischer.

Han mener, at ikke kun fodbold som sådan, men også landsholdet er del af showbranchen.

- Der er én måde at skabe opbakning i en showbranche, som fodbold er, og det er ved at vinde folks hjerter igennem det sportslige, så det gør vi alt, vi kan, for, siger han til avisen.

Samtidig dribler han sig uden om at dykke ned i konflikten mellem landsholdsspillerne/Spillerforeningen og DBU.

Konflikten har betydet, at Danmark stillede op med et landshold sammensat af spillere fra 2. division og nedefter i onsdagens venskabskamp i Slovakiet, og at der kun foreligger en midlertidig løsning forud for søndagens opgør i Nations League mod Wales.

- En besynderlig situation på mange måder. Når man bliver udtaget til landsholdet, går man jo ud fra, at man skal spille fodboldkampe. Det bliver så kun til en enkelt i denne omgang. Rigtig træls, at den første ikke blev til noget af den ene eller den anden grund, men også nødvendigt, forklarer Viktor Fischer til dr.dk.

Hvorfor det var en nødvendighed, vil landsholdsspilleren ikke forholde sig til, og generelt ønsker spillerne på holdet ikke at snakke mere konflikt lige nu, skriver dr.dk.

Nu handler det om at bygge videre på stemningen efter VM. En stemning, som ifølge Fischer, bar præg af stolthed og ikke skuffelse over kedeligt, dansk spil.

- Vi havde en fornemmelse under VM af, at vi var bakket op. At folk var stolte af det, vi gjorde, siger Viktor Fischer til Ekstra Bladet.

I avisen ønsker han ikke at give sin mening til kende om de spillere, der stillede op mod Slovakiet./ritzau/

Tema: KONFLIKT PÅ FODBOLDLANDSHOLDET

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...