Vil åbne flere plejepladser

Et flertal i sundhedsudvalget vil tage ledige pladser i Løgstør og Aars i brug for at opfylde garanti

MARTIN GLERUP (S), mener, at kommunen er nødt til at åbne flere plejepladser, hvis man skal kunne opfylde regeringens nye plejeboliggaranti. Arkivfoto

MARTIN GLERUP (S), mener, at kommunen er nødt til at åbne flere plejepladser, hvis man skal kunne opfylde regeringens nye plejeboliggaranti. Arkivfoto

Fem ud af syv medlemmer af sundhedsudvalget anbefaler, at byrådet vedtager at genåbne tre nedlagte pladser på Ældrecenter Bøgely i Løgstør og åbne de otte pladser i "Hyggeby" ved Ældrecenter Østermarken i Aars. Det skal ske for at opfylde regeringens nye plejeboliggaranti. - Jeg mener ikke, at vi kan læne os tilbage og sige, at når der er vedtaget en plejeboliggaranti, så behøver vi ikke gøre noget. Vi kan se, at vi har brug for pladserne, hvis vi skal have en kinamands chance for at opfylde garantien, siger Martin Glerup (S), formand for sundhedsudvalget. Garantien betyder, at en borger, der er visiteret til en plejebolig højst må vente i to måneder på at få en bolig tildelt. Den trådte i kraft 1. januar i år. Sidste år var den gennemsnitlige ventetid til en plejebolig i Vesthimmerlands Kommune 91 dage. I øjeblikket står 56 borgere på venteliste til en plejebolig i kommunen. I de seneste to år har tallet været nogenlunde konstant, idet afgang og tilgang nogenlunde modsvarer hinanden. Samtidig er der ingen udsigt til, at der bliver færre plejekrævende ældre i de kommende år. Der er dog borgere på ventelisten, der takker nej, når de får tilbudt en bolig, fordi de ønsker at bo i en bestemt by. Forvaltningen havde lagt op til, at politikerne i sundhedsudvalget kunne vælge en foreløbig løsning, der skulle gå på at udskille de borgere, der ikke ønsker at stå på venteliste til samtlige ældrecentre på én gang. Det ville måske kunne give lidt luft i ventelisten. På listen er der også borgere, der slet ikke er omfattet af garantien, fordi de allerede har en plejebolig, men ønsker at flytte til en anden. - Tilbage står, at der lige nu er 44 borgere, der er omfattet af plejeboliggarantien. Uanset hvordan man vender det, så vil der være brug for flere pladser, hvis vi skal opfylde den garanti. Sådan som jeg ser det, så er det ikke en kan-opgave mere. Det er en skal-opgave, siger Martin Glerup. Det er da også årsagen til, at et stort flertal i sundhedsudvalget blev enige om at indstille til byrådet, at der skal åbnes de i alt 11 pladser i Løgstør og Aars. Foruden Martin Glerup står Søren P. Johansen (S), Bent Sloth (K), Birgitte Tetzlaff (K) og Alberg Veggerby (V) bag indstillingen. Lise Harbo (V) og Ole B. Sørensen (V) mener, at man bør se tiden lidt an og følge udviklingen.