EMNER

Vil anke webkamera-dom til Højesteret

LÆSØ:Striden om et webkamera, der døgnet rundt tager fotos af havnen på Læsø, fortsætter. Onsdag fastslog Vestre Landsret ellers, at kameraet er ulovligt og skal pilles ned, men det har webkameraets ejermand - el-installatør Peter Jensen - ikke tænkt sig at gøre. I hvert fald ikke foreløbig. Han overvejer nemlig at anke afgørelsen til Højesteret. - Det er jo vanvittigt at sidestille et webkamera med ulovlig overvågning, siger Peter Jensen. Et procesbevillingsnævn skal give tilladelse, før sagen kan komme for Højesteret. I mellemtiden kan man stadig forlyste sig med at se farvestrålende webfotos direkte fra havnen i Læsø på el-installatørens hjemmeside www.el-fix.com. - Ja, man kan se, at de kissemisser på havnen, bemærker Peter Jensen. Webkameraet er dog ikke sat op til brug for overvågning, men for at f.eks. lystsejlere kan se, hvordan vejret er på Læsø. Vestre Landsret mener - lige som byretten i Frederikshavn - at optagelserne "har karakter af overvågning, og at de dermed er i strid med loven om tv-overvågning, der skal beskytte personer mod at blive fotograferet eller optaget på offentlige steder." Landsrettens fastslår, at det er ulovligt regelmæssigt og vedvarende at optage billeder over et offentligt område - uanset kvaliteten af det, der bliver optaget. Derfor blev Peter Jensen idømt en bøde på 2000 kr., og derfor har landsretten bestemt, at webkameraet skal ned. - Hvad så med alle de andre webkameraer i verden? Spørger Peter Jensen, der nu vil alliere sig med en advokat i håb om at få sagen for Højesteret.