Vil drøfte rygeforbud

FREDERIKSHAVN:Den første store rockkoncert i Arena Nord, støttekoncerten for Asien, viste at bestyrlsen bør diskutere rygepolitikken i arenaen. Publikum i selve hallem klappede faktisk, da det blev meddelt, at der var rygeforbud i hallen og at rygning var tilladt i foyeren. Men det betød samtidig, at luften var tyk af tobaksrøg i selve foyeren. Det oplevede næstformanden for Arena Nords bestyrelsen Kaj Christiansen med egne øjne og næse. - Koncerten viste, at vi bliver nødt til at drøfte om der skal være totalt rygeforbud i Arena Nord. Eller om vi kan skrue op for udsugningen, så røgen ikke generer. Vi havde nemlig i første omgang besluttet, at lave et forsøg, hvor man kunne ryge i foyeren. Kaj Christiansen, der selv er forhenværende ryger, gør dog opmærksom på problematikken ved et rygeforbud. - Når man står der til en koncert med en fadøl, så vil mange gerne ryge. Samtidig kunne vi se, at rygerne tog hensyn ved ikke at ryge i salen. Personligt så han gerne et rygeforbud. Men dilemmaet for bestyrelsen er i følge næstformanden om tiden er moden til den slags totale rygeforbud. Om folk vil acceptere det. - Et af vores mål med Arena Nord er at tiltrække messer og konferencer, og spørgsmålet er om et rygeforbud vil afholde arrangørerne fra at bruge Arena Nord, funderer Kaj Christiansen. Bestyrelsen skal holde møde i starten af marts. Her skal man evaluerer den første måneds arrangementer. Kaj Christiansen har selv været til flere, blandt andet åbningskoncerten med Glenn Miller, hvor der ikke var problemer med en røgfyldt foyer. - Men da var vi jo 1000 mennesker, altså en fjerdedel af, hvad vi var til støt Asien koncerten. Lederen af Arena Nord Bjarne Nielsen bekræfter oplevelsen af at hallen var stort set røgfri. Han stod nemlig for rengøringen efter koncerten. - I alt tror jeg vi fandt 30 cigaretskod inde i hallen, da det hele var overstået. Han lagde også mærke til, at der lå skod ved indgangspartierne til hallen. - Folk har tydeligvis skoddet deres cigarettter inden de gik ind i hallen.