Vil du føntørres bagi?

Byrådsmedlem Birgit Hansen - om velfærdsteknologi.

Birgit Hansen - robotter kan ikke erstatte menneskelig kontakt.

Birgit Hansen - robotter kan ikke erstatte menneskelig kontakt.

Ordet velfærdsteknologi dækker over robotstøvsugere, skylle/lufttørre toilet, komfur der slukker, hvis du glemmer at slukke, automatisk lys, automatisk vindueslukning og meget mere. Velfærdsteknologi er et positivt ladet ord, og jeg medgiver, at megen af den ny teknologi er genial. Kombineret vaske og tørretumbler sparer en arbejdsgang, at komfuret slukker, hvis du glemmer, gulvet der registrerer, hvis man falder, og tilmed robotstøvsugeren kan være en kæmpe hjælp. Men når det kommer til, at teknikken skal erstatte den menneskelige kontakt i f.eks. hjemmeplejen, må vi stoppe og tænke os om. Jeg kan nævne skærmen, der kan installeres i folks hjem, og en person toner frem på skærmen: "Har du taget dine piller hr. Jensen og bip….". Det var den kontakt. Eller hvor man tvinger borgere til at købe en robotstøvsuger, så sparer vi et besøg der. Det er ikke i orden. Teknologien kan medvirke til, man klarer sig længere uden hjælp, det er forståeligt og godt. Men hvis vi kommer dertil, at vi erstatter hjemmebesøg med robotter, menneskevaskemaskiner (ja den findes - som til biler - uden menneskelig kontakt under vaskeriet) skærme i hjemmet frem for besøg - så er vi gået for vidt. Jeg fornemmer ikke, seniorer har teknologi skræk. Vi skal vænne os til det nye. Teknologi må ikke være et mål, men et middel. Og vi skal have set på økonomien i det her. En sagde forleden: "Skal vi virkelig vælge mellem mennesker eller robotter?" Nej - det skal vi ikke. Emnet skal behandles politisk i socialudvalget i Frederikshavn Kommune næste måned.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.