Natur

Populært at lede efter ulven - men mange bryder loven

Flere overtræder loven, når de bevæger sig ud i naturen for at få et glimt af ulven, lyder det fra Friluftsrådet

Arkivfoto: Gary Kramer/AP/Ritzau
Arkivfoto: Gary Kramer/AP/Ritzau

Opdateret kl. 15:37

NORDJYLLAND: Flere overtræder loven, når de bevæger sig ud i den jyske natur for at få et glimt af ulven. Det erfarer Friluftsrådet, som opfordrer folk til at kende reglerne i naturen og kun færdes der, hvor det er tilladt. Både af hensyn til naturen og til de lokale beboere.

Interessen for at opleve ulve er vokset støt over de seneste år og den store medieopmærksomhed får flere til at tage på udkig efter ulve. Nogle steder tilbyder lokale turistarrangører endda ekskursioner eller såkaldte "ulvesafari".

- Der er ingen tvivl om, at det for mange er en unik oplevelse at se en ulv. Men det er vigtigt, at folk overholder reglerne, så de ikke kommer til at genere naturen, dem der ejer jorden eller deres naboer, siger Friluftsrådets direktør Jan Ejlsted.

Friluftsrådet oplyser gennem kampagnen "Oplev mere - brug naturen" om reglerne for adgang i naturen.

- Min opfordring er, at folk skal sætte sig ind i reglerne og følge dem. Der er masser af muligheder for at opleve naturen og samtidig overholde loven. Vi ved fra undersøgelser, at der er mange, som ikke er klar over, hvad de må. Derfor oplyser vi om reglerne og opfordrer til at man husker dem, når man bevæger sig rundt i naturen i håbet om at se ulve - eller andre dyr for den sags skyld, fortæller Jan Ejlsted.

Friluftsrådet arbejder for, at der skal være gode adgangsforhold til naturen og oplyser om regler og muligheder gennem kampagnen Oplev mere - Brug Naturen.

Du kan finde mere viden om reglerne i naturen, quizzer, videoer med mere her
Det siger reglerne
Offentligt ejede skove:
Du må færdes til fods, cykle og gøre ophold døgnet rundt.
Du må færdes til fods overalt i skoven, både på veje og stier og i skovbunden. Du må dog ikke færdes i haver eller på gårdspladser.
Du må gøre ophold, hvis der er mindst 50 meter til beboelsesbygninger.
Du må cykle på veje og stier
Privatejede skove:
Du må færdes til fods og cykle på veje og stier fra kl. 6 til solnedgang.
Du må kun færdes til fods og opholde dig i skovbunden, hvis du har spurgt ejeren om lov.
Det er ikke tilladt at færdes i indhegnede bevoksninger, indhegnede klitter, rørbevoksninger, planteskoler, arealer med landbrugsafgrøder, udyrkede arealer, haver og gårdspladser, der ligger inde i skoven.
Hvis skoven er under 5 hektar, må skovejeren lukke den af for offentligheden.
Adgangen til skove kan forbydes eller begrænses på dage, hvor der holdes jagt, og i områder, hvor der er intensivt skovarbejde.
Veje og stier:
Du må færdes til fods og cykle på veje og stier i det åbne land hele døgnet, også på markveje.
Du må ride på veje og stier med mindre ejeren har skiltet imod det.
Du må ikke færdes på marker og arealer der dyrkes eller er i drift
Du må ikke gå i læhegn eller skel mellem markerne.
En ejer kan midlertidigt forbyde adgang til veje og stier i det åbne land og udyrkede arealer på dage:
Hvor der holdes selskabsjagt (organiseret jagt med et større antal deltagere)
I perioden 16. maj til 15. juli fra kl 6 til kl 7, når der er bukkejagt.
Hvor der foregår intensivt landbrugsarbejde, f.eks. høst med store maskiner.
Udyrkede arealer:
Udyrkede arealer er fx heder, enge, klitter inde i landet, moser og overdrev. Når du skal skelne mellem dyrkede og udyrkede arealer, så tænk på om arealet er i drift. Hvis ja, så er det højest sandsynligt et dyrket areal. Husk at drift også kan være afgræsning, høslæt eller andre mere ekstensive aktiviteter, hvor arealer ikke nødvendigvis pløjes m.v.
Offentligt ejede udyrkede arealer:
Du må færdes til fods på udyrkede arealer hele døgnet. Cykling er ikke tilladt, men du må gerne trække cyklen. Cykling er dog tilladt på veje og stier.
Du må opholde dig på udyrkede arealer, når der er mere end 50 meter til bygninger.
Du må færdes til fods på indhegnede arealer, hvis der ikke er græssende husdyr. Adgang er kun tilladt gennem låger, led og lignende. I visse tilfælde er det også tilladt at færdes på indhegnede udyrkede arealer med græssende husdyr, hvis der er lovlig adgang. Det gælder fx på flere af Naturstyrelsens arealer.
Privatejede udyrkede arealer:
Du må færdes til fods på udyrkede arealer fra kl. 6 til solnedgang. Cykling er ikke tilladt, men du må gerne trække cyklen. Cykling er dog tilladt på veje og stier.
Du må opholde dig på udyrkede arealer, når der er mere end 150 meter til bygninger.
Du må færdes til fods på indhegnede arealer, hvis der ikke er græssende dyr. Adgang er kun tilladt gennem låger, led og lignende.
Det er ikke tilladt at færdes på dyrkede marker, heller ikke brakmarker, stubmarker eller marker, som ikke er sået om vinteren. I praksis kan det være svært at skelne mellem eksempelvis brakmarker, enge og overdrev. Er du i tvivl, så spørg ejeren om lov.
Ejeren kan forbyde adgang med skiltning, hvis:
Det i særlig grad generer privatlivets fred.
Det generer den erhvervsmæssige udnyttelse af området.
Der er behov for at beskytte plante- og dyreliv.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden