Lokalpolitik

Vil for bordenden igen

H. C. Maarup (S) vil være borgmester i fjordkommunen

ARDEN:Indenrigsministeren har endnu ikke godkendt kommunernes ønsker om nye kommunegrænser, men det afholder ikke Arden-borgmester H. C. Maarup (S) fra at byde sig til som kandidat til fjordkommunens førertrøje. - Jeg har meget mod på at fortsætte i en ny storkommune, og jeg er helt afklaret med, at jeg stiller op igen til næste byrådsvalg, siger en optimistisk H. C. Maarup. - Jeg har været med til at skubbe vognen igang, og nu vil jeg også gerne med op at køre i den, og jeg vil gerne styre, så vi kan køre den rigtige vej, bedyrer Arden-borgmesteren åbent. Han understreger, at han naturligvis har respekt for det demokratiske system inden for partiet, og at han først skal vælges som alle de socialdemokratiske medlemmers borgmesterkandidat, inden fjordkommunens førersæde kommer inden for rækkevidde. Men H. C. Maarup mener, at han har noget at have sin optimisme i. - Jeg synes, at jeg med stolthed kan se tilbage på min periode i Arden, og det giver mig blod på tanden til den enorme opgave det bliver at være borgmester i en ny storkommune, uddyber H. C. Maarup. På listen over arbejdesområder er at få forenet de fire kulture omkring fjorden, men Maarup vil også fokusere meget på dialogen med de små lokalsamfund, hvis fællesskab han mener er grundlaget for et samfund i trivsel- - Dialogen er vigtig, så vi bliver ved med at vide, hvor det går godt, og hvor det går mindre godt. For dem der skal fordele midlerne, skal vide hvordan det går ude i lokalsamfundene. Det mener jeg er vigtigt, lyder første del af valgtalen, der indleder valgkampen frem mod kampen om taburetterne i den ny kommune.