Lokalpolitik

Vil forære skove til kommunerne

} NORDJYLLAND: De resterende nordjyske amtsskove bør foræres til de respektive kommuner i stedet for til staten. Det mener Knud Kristensen (K). På amtsrådets møde i går opfordrede han amtsborgmester Orla Hav (S) til at undersøge mulighederne for sådan en løsning. Umiddelbart før nytår solgte Nordjyllands Amt tre skove i Himmerland - Myrhøj Plantage, Illeris Plantage og Rotholmen Plantage - for ialt 9,5 millioner kroner. Men dermed må det også være slut, mener staten, som vil overtage resten af de amtslige skove gratis, når amt bliver til region 1. januar 2007. Knud Kristensens forslag blev varmt støttet af Jørgen Østergaard (V). - Det lyder da ikke så tosset. Diskussionen om prisen er vel ikke slut endnu. Og hvis staten ikke mener, at skovene er noget værd, kan kommunerne vel lige så godt overtage dem, sagde han. Orla Hav svarede, at han er villig til at sætte de amtsejede plantager i spil igen. Men understregede samtidig, at han ikke er særlig optimistisk med hensyn til, at staten vil lade kommunerne få skovene foræret.