Vil gerne hjælpe

Lad lægesekretærerne hjælpe endnu mere, så der kan komme flere patienter gennem systemet.

Lars Løkke Rasmussen har talt dunder til Sundhedsstyrelsen og amterne. Personalet på kræftafdelingerne skal arbejde noget mere, og patienterne skal sendes til udlandet og tilbydes den behandling, danske sygehuse ikke kan tilbyde. Hvad nytter denne dundertale? Personalet kan ikke løbe stærkere eller tage uanede mængder af overarbejde, samtidig med at alle de nye opgaver, der lægges ned over medarbejderne fra centralt hold, også skal løses. Hvad med at finde ud af, hvordan virkeligheden ser ud på et sygehus? Det kan jeg godt være i tvivl om, at I, der sidder på Christiansborg og på amtsgårdene og udstikker alle mulige love og retningslinjer, egentlig gør! Dernæst skulle I måske lovgive om, at de administrative opgaver skal overlades til lægesekretærgruppen, så der kan frigives flere hænder fra plejegruppen til at tage sig af patienterne. Skal vi være der på andre tider af døgnet end om dagen, så sig til – vi vil da gerne hjælpe. Birgitte Ussing formand for Dansk Lægesekretærforening, Bygaden 6, Aalborg