Vil have mere by øst for jernbanen

UDVIKLING Byråd må tænke mere langsigtet, mener konservative

Lokalpolitik 27. februar 2003 07:00

STØVRING: Det nytter ikke, at Støvring By bliver længere som et snobrød, der hænger mod vest med jernbanen som sin pind. Byrådet må til at gøre alvor af de gamle tanker om at udbygge byen mod øst. Det var det gennemgående ønske, da De Konservative nylig holdt generalforsamling på Shell Motel. Her gør man det til et af partiets hovedtemaer for 2003, for man ser udvikling af nye boligområder øst for jernbanen som noget, der bør komme naturligt nu den nye nærbanestation kommer, og Jernbanegade er i rivende udvikling som handelsgade. - Byrådet kan ikke blive ved med at gå uden om at få et nyt parcelhusområde derovre, fordi man ikke vil investere de millioner, der er nødvendige. Det er fine grunde, der ligger derovre, og de kan medvirke til at gøre Støvring mere rund end langstrakt, siger partiformand og tidligere byrådsmedlem i tre perioder, Bent Aalestrup. Især viadukten under jernbanen har fået skyld for at bremse udviklingen mod øst, men her mener den konservative, at man må få gjort op med underkørslen og fundet en bedre løsning for trafikken, end den man har i dag. - Det er af allerstørste betydning, at vi hurtigst muligt får gang i planlægningen. Nye parcelhusområder mod øst kan rumme ca. 800 parcelhusgrunde med cirka 2.500 beboere i en afstand af 500- 2000 m fra byens centrum i stedet for at "strække" byen længere og længere væk fra byens centrum til gene for mange, mener han. Der var genvalg til fire af fem i bestyrelsen, nemlig formand Bent Aalestrup, kasserer Ellen Bech, sekretær Svend Erik Jensen, samt Lene Aalestrup Møller.Nyvalgt til bestyrelsen i stedet for Thomas Pinstrup Pedersen, blev Bent Ebdrup Pedersen, som efter et års fravær igen er klar til at yde en indsats for partiet. Der var genvalg til revisor Hanne Nyholm og nyvalg til Lisbeth Aalestrup. I de politiske drøftelser var der i øvrigt stor enighed om, at borgmesterpartiet Venstre har forvaltet kommunen ret godt i det forløbne år og at der er rimelig styr på økonomien.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...