Vil have uddannelse efter ulykke

Næstformanden i Foreningen af Festudlejere i Danmark, Heine Pedersen, Ranum Teltudlejning.foto: lars pauli

Næstformanden i Foreningen af Festudlejere i Danmark, Heine Pedersen, Ranum Teltudlejning.foto: lars pauli

RANUM:Foreningen af Festudlejere i Danmark bakker nu op omkring det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), som forleden foreslog, at medarbejdere i tivolier og udlejningsfirmaer, der beskæftiger sig med forlystelser til børn og unge, skal have en uddannelse. Uddannelsen skal blandt andet bestå af sikkerhedstjek, eftersyn og vedligeholdelse af de mange forlystelser, der benyttes over hele landet. - Det vil være en naturlig kobling på den uddannelse, der er under forberedelse for teltmontører i Danmark, mener foreningens næstformand, Heine Pedersen, som er indehaver af Ranum Teltudlejning og formand for referencegruppen for festudlejningsbranchen under serviceerhvervenes efteruddannelsesudvalg. Han mener, det er påkrævet med en kraftig oprydning inden for hele forlystelsesområdet og en gennemgang af de krav, myndighederne stiller til forlystelserne. - Justitsministeriet lavede sidste år et nyt cirkulære for forlystelsesområdet. Her er der sket en del stramninger omkring reglerne for opsyn af de forlystelser, der står opstillet mange steder, men uden nogen som helst form for effekt, siger Heine Pedersen. - Der er tale om ragnarok på området, som der politisk bør tages fat om og rettes op på. - Når der sker en alvorlig ulykke på området og det bevises, at de formelle krav fra myndighedernes side ikke er opfyldt, så er der nogen, der må få røde ører, siger Heine Pedersen, som opfordrer til et system som i f.eks. England, hvor der er nummerplader på de godkendte forlystelser.