Vil ikke betale for NTs fejlskøn

Udvalg afviser regning på 116.500 kr. for trafikselskabets kontraktbrud på rute 783

LENDUM:Teknik- og miljøudvalget vil returnere den regning på 116.500 kr, som Nordjyllands Trafikselskab (NT) forsøger at tørre af på Sindal Kommune efter at have indgået forlig med Taxa Vendsyssel om kørsel på lokalrute 783. Efter et udvalgsmøde, hvor en svarskrivelse til NTs forslag blev godkendt, siger udvalgsformand Poul Dige Pedersen (V): - Den der har bestilt musikken, skal også betale. Vi har ikke haft noget med at gøre, at NT i 2003 sendte lokalruten med i udbud, fordi de troede, at det kunne gøres billiggere. NT skulle have undersøgt ordentligt inden de tog ruten med. Sindal Kommune rettede endda en henvendelse til NT, da trafikselskabet sendte al teletaxi-kørsel i licitation og udbød den som planetkørsel, og svaret til kommunen lød: "De lokalt finansierede teletaxi-planer er ikke genemgået/ændret til køreplanskoftet endnu. Det må man se stort på, idet man går ud fra, at det samlede kørselsomfang ikke ændres væsenligt." Den var en stor fejlantagelse, og den rykkede en god luns ud af Sindal Kommunes pengekasse. I stedet for en forventet udgift på 182.604 kr. til Lendum/Tolne Taxis kørsel, fortrinsvis med skolebørn, så røg regningen fra vinderen af det nye udbud Frederikshavn Taxi op på 445.466 kr. - Udgifterne løb fuldstændig løbsk. Det var ikke bare kørslen, der skulle betales for. Kontrakten medførte, at NT skulle betale kørsel til og fra Frederikshavn, og det må NT selv tage ansvaret for. Kontrakten har vi ikke haft noget med at gøre, siger udvalgsformanden. Mens det lokale taxa-firma havde kunnet klare kørslen på lokalrute 783, der starter og slutter ved Lendum Skole, med en stor taxa, så sendte Frederikshavs Taxi i en periode tre taxier afsted til skolen, fordi der var flere passagerer end forventet. Derfor opsagde NT den 3-årige kontrakt, og lavede et udbud på ruten som telebus-kørsel, hvilket Frederikshavn Taxi ikke kunne klare. Konsekvensen var, at Taxa Vendsyssel, som Frederikshavn Taxi er en del af, sendte tvisten med NT i retten med krav om erstatning for den mistede kørsel. For kort tid siden accepterede NTs bestyrelse et forslag fra Taxa Vendsyssel til et forlig, der indebærer, at selskabet får 110.000 kr. plus 6.500 kr. i procesrenter. Desuden betaler NT salæret på 65.000 kr. Med virkning fra den 1. august 2004 er det den tidligere ejer af Tolne/Lendum Taxi, Jan Mikkelsen, som gennem sit nye firma JM Rute- og Turistfart betjener lokalrute 783. Kørselsomkostningerne skønnes at koste 373.000 kr. i 2005.