Vil ikke forbindes med kakerlakker
KonditorBager-kæden har travlt med at lukke forbindelsen til bageri i Aalborg.

Skiltet over bagerforretningen er væk. Scweizerbageriet havde selv opsagt aftalen med KonditorBager-kæden, men kæden fik travlt med at fjerne alle spor af samarbejde. Foto: Henrik Bo
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bagerikæden KonditorBager har travlt med fjerne sine facadeskilte fra den bagerforretning i Aalborg, hvor der er konstateret et stort antal kakerlakker. - Vi har en interesse i at vise over for de øvrige bagerier i kæden, at det her er ikke en stil, vi ønsker at køre, så vi skal bare ud af det her, oplyser Peter Bertelsen, kædekonsulent i KonditorBager. Allerede før weekenden blev skiltet over bagerforretningen fjernet, og senest tirsdag er de sidste skilte pillet ned med slogan som "Det dufter og smager". Uklarhed om tilknytning Ifølge kædekonsulenten har der senest hersket lidt uklarhed om bageriets tilknytning til kæden KonditorBager. Peter Bertelsen oplyser, at bageren selv har opsagt aftalen og er udtrådt. - Men der har været lidt usikkerhed om fristernes overholdelse i opsigelsen, og derfor har vi ikke været helt på stikkerne med at få pillet facadeskiltene ned, selv om bageren har nogle forpligtelser over for kæden. Det er bare ikke bøvlet værd længere, og med den her sag, har vi valgt at pille facaden ned. Vi skal videre, og det skal bageren også, siger Peter Bertelsen. Blandede reaktioner Da NORDJYSKE mandag formiddag var forbi bagerbutikken i Sjællandsgade, der tidligere var kendt under navnet Schweizerbageriet, var de handlendes reaktion meget blandet. En mand, der kom ud af forretningen med et franskbrød under armen, bedyrede, at den slags undersøgelser ikke får ham til at fravælge bagerforretningen. To kvinder fra Hjørring, der tilfældigt var kommet forbi som kunder, havde ikke hørt om sagen med de uhumske forhold og kakerlakker. Deres reaktion var bestyrtelse. Men de beholdt dog posen med rundstykker. Køber andre steder For Kurt Christensen, som har boet hele sit liv i øgadekvarteret, er der ingen tvivl om, at han fremover køber sit brød andre stedet. Hidtil har han fået italiensk brød fra Schweizerbageriet, men nu vælger han nok Brugsen, som ligger lige overfor. - Men det er en skam, hvis bageriet må lukke efter det her, for så har vi ikke en bager tilbage i kvarteret, og de ældre sætter pris på, at der er kort afstand til butikkerne, siger Kurt Christensen. Sektionsleder Irma Lahrmann fra Fødevarestyrelsens afdeling Nord vil ikke kommentere den konkrete sag, men hun oplyser, at kakerlakker kan komme ind med råvarerne. Sker det, er det et bageris ansvar at slippe af med dem. problemet skal dog konstateres flere gange, før det kan få konsekvenser. Kan ende i brødet Kakerlakker er først og fremmest uæstetisk og er ikke smittebærer. - Men det ser skidt ud, hvis de er der, og dyrene kan jo i princippet ende i brødet, bemærker Irma Lahrmann. Såvidt hun har kendskab til er kakerlakker i bagerier et sjældent syn.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.