Vil lave pulje til at sløjfe private boringer

Kommunalbestyrelsen skal igen diskutere sag fra teknisk udvalg

LØKKEN-VRÅ:Reglerne for sløjfning af private boringer og brønde i forbindelse med tilslutning til vandværk bliver en sag for hele kommunalbestyrelsen. Teknisk udvalg kan nemlig ikke blive enig om, hvorvidt borgerne skal tvinges til at sløjfe deres gamle boringer og brønde, når deres ejendomme er blevet koblet på det lokale vandværk. - Hvis ikke vi får lukket de gamle boringer, kan der ske forurening af grundvandet. Nogle vil mene, at der findes langt større trusler imod miljøet, men et eller andet sted skal vi jo starte, siger udvalgets formand, Kim Bach (fællesliste). Han understreger, at det kun er de inaktive boringer, der skal lukkes. Ejendomme, der er tilsluttet vandværket, kan godt fortsat bruge en private boring til at hente vand til f.eks. dyreholdet. Udvalgets flertal lægger op til at lave en pulje til at lukke de gamle boringer. Pengene skal komme fra vandværkerne, der opfordres til at lægge nogle få ører oven i prisen på vand. - Hvis folk selv skal betale, er det nok spørgsmålet, hvor langt vi kommer. Det koster 5000-6000 kr. og det kan jeg godt forstå, hvis folk helst vil være fri for, siger Kim Bach. Et mindretal i teknisk udvalg bestående af Niels Christiansen (S) og Frode Larsen (borgerliste) mener, at det skal være frivilligt om folk vil have deres gamle boringer lukket. Frode Larsen har begæret sagen for kommunalbestyrelsen.