Hospitaler

Vil lukke sygehuse

Embedsmænd foreslår at centralisere opgaver på færre matrikler. Brønderslev Sygehus er også i spil.

Der skal være færre matrikler med sygehuse i Nordjylland, hvis det står til regionens embedsmænd. I et udkast til ny sygehusplan, som på mandag præsenteres for politikerne i regionsrådets forretningsudvalg, lægges der op til, at mindst to byer - Brovst og Nykøbing Mors - ikke mere skal have sygehus-funktioner. Og måske skal heller ikke Brønderslev. En samling af behandlingen på færre steder vil ifølge forslaget betyde mere sammenhængende patientforløb med færre overflytninger. Samtidig vil der kunne spares penge, og det vil blive mindre svært at rekruttere især læger, hedder det i forslaget, der i foråret skal sendes til høring. De nuværende funktioner i henholdsvis Brovst og Nykøbing foreslås flyttet til Aalborg og Thisted. Fremtiden for sygehusbygningerne i Brønderslev får politikerne flere forslag til. I Brønderslev har man i dag 37 senge til genoptræning af patienter, der har haft hjerneblødning og lignende. Bygningerne - som er fra halvtredserne - er ifølge embedsmændene ikke mere tidssvarende. Vil man beholde denne funktion i Brønderslev, skal de enten moderniseres, eller flyttes til nybyggeri i byen. En tredje løsning - langt den billigste ifølge forslaget - kan være at flytte opgaven til Frederikshavn. Det sidste afvises imidlertid af såvel Venstre som SF. - Det kan de godt glemme alt om. Det giver god mening at samle al neurorehabilitering i Nordjylland, men i så fald bør det ske midt i landsdelen, siger gruppeformand Birgitte Josefsen (V). SF's politiske ordfører, Lene Linnemann, siger, at hvis opgaven ikke skal bevares i Brønderslev, er "det eneste alternativ" at flytte det til Dronninglund Sygehus. Side 4-5