Færdselsforseelser

Vil nødigt smide 19-årig i fængsel

FJERRITSLEV: En 19-årig mand fra Fjerritslev har været tæt på at ryge 14 dage i fængsel på grund af en misforståelse. Manden har været i byretten i Fjerritslev, tiltalt for spirituskørsel og manglende agtpågivenhed i trafikken. Det er en forseelse, der normalt betyder 14 dage bag tremmer. Den 19-årige tilstod da også forholdene og var klar til at gå i fængsel. Men i retten viste det sig, at han havde takket nej til samfundstjeneste som straf, fordi han havde fået en forkert opfattelse af, hvad det indebærer. Han troede, at samfundstjenesten skulle vare flere år. Derfor ville han hellere tage sin straf med 14 dage i fængsel her og nu. Da han blev klar over, at samfundstjenesten kun omfatter 30 timer fordelt på et halvt år, bestemte han sig alligevel til at acceptere en personundersøgelse. Den er obligatorisk og skal vise, om han er egnet til samfundstjeneste. Derfor blev sagen udsat, og dommer Ole Høyer lagde da heller ikke skjul på, at retssystemet foretrækker en betinget dom til yngre mennesker. - Vi vil nødigt sætte dig i fængsel, sagde dommeren i retten. I øvrigt blev den 19-åriges promille målt til 2,25, den dag han overtrådte loven. Han forklarede i retten, at han havde drukket en del guldøl og derefter kørt i bil. Turen endte dog i en grøft. n.c.