Løkken

Vil opkalde vej efter Knud Holst

LØKKEN:Skal en del af Vrenstedvej fremover hedde Knud Holst Vej? Det mener i hvert fald Poul Lybæk, Løkken, der har sendt en ansøgning til teknisk udvalg om navneændring for Vrenstedvej fra rundkørslen og ind mod Løkken by. Resten af Vrenstedvej fra rundkørslen og ud gennem Vrensted skulle beholde sit gamle navn. Anledningen til at opkalde et stykke vej efter forfatteren Knud Holst, er at forfatteren havde stor tilknytning til Løkken og specielt til Vrenstedvej. Det er planen at der skal laves et arrangement i Løkken i april 2006, hvor Knud Holst ville være blevet 70 år. Teknisk udvalg har besluttet at sende forslaget i nabohøring hos de berørte lods-ejere samt annoncere forslaget, så alle har muligheden for at give deres mening til kende. - Det får jo en eller anden effekt for dem, der bor ved vejen, påpeger teknisk udvalgs formand, Kim Bach (fællesliste). Dels vil alle dem, der kommer til at bo ved Knud Holst Vej få ny adresse, dels vil 94 ejendomme langs resten af Vrenstedvej eventuelt skulle have nyt husnummer. Poul Lybæk foreslår imidlertid at man bibeholder de gamle husnumre, selv om det kommer til at betyde, at de første numre på Vrenstedvej bliver nr. 30 og 31.