Vil politikerne ødelægge min forretning

Søren Larsen, Uggerby Slamsugning, Skagensvej 14, Uggerby: Jeg har et lille kloakrensningsfirma i Uggerby, som jeg har oparbejdet gennem de sidste 16 år, og er meget glad for, men nu frygter jeg for firmaets fremtid. Til foråret 2005 fremsættes der forslag om en fast årlig tømning af septiktanke i Hirtshals Kommune. Det kunne jo i sig selv lyde meget godt, men jeg tror desværre virkeligheden kan blive en lidt anden. Man kunne frygte, at der vælges den lette måde, og sender hele arbejdet ud i en offentlig licitation og på en gang kvæler alle de små firmaer, da vore chancer mod en stor entreprenør er lig nul. Det synes jeg ikke vil være særlig smart i en tid, hvor man taler så meget om at bevare de små i det lokale samfund. I stedet kunne man lade grundejerne selv bestemme, som det er nu og dermed også muligheden for at vælge størrelsen på den maskine, som de ønsker skal udføre arbejdet. Og kommunen kunne på forlangende se dokumentation for at arbejdet er blevet udført. Jeg vil gerne opfordre politikerne til, når beslutningen skal tages, at man vender kortene en ekstra gang, så man undgår at ødelægge det for nogen. Vi må da vise i en kulturkommune, at vi tænker bare lidt anderledes.