Vil rejse mindesten til ære for Ernst Boe

Museumsforening arbejder på at hædre markant hjørringenser

HJØRRING:Han var her og der og alle vegne - landinspektøren Ernst Boe fra Hjørring. Nu skal hans navn også være i Skt. Knuds Kilde, hvor museusmforeningen ved Vendyssels Historiske Museum vil rejse en mindesten til ære for Ernst Boe, der døde i december 2002. - Ernest Boe betød utroligt meget for Hjørring. Han var manden bag ideen til Hjørring Friluftscene ved Skt. Knuds kilde, så vi synes det var en god ide, hvis der i Kilden kom en sten op med hans navn på, siger formanden for museumsforeningen, Finn Nielsen. Stor betydning for byen Ernst Boe var i en periode formand for selvsamme museum, men han var også så meget andet. Gennem firmaet Birk & Boe satte han sit fingeraftryk på mange markante bygninger og steder i byen. Blandt andet stod han bag opførelsen af Vendelbohus med teatersal efter en brand i 1957, han skabte Friluftsscenen i Sct. Knuds Kilde og skihop-bakken i Hjørring Bjerge, samt Feriebyen Skallerup Klit. - Han har betydet meget, men det vi vil skrive på stenen er, at han var landinspektør, skaber af friluftscenen og en frednings-pioner. Han var jo en af de første, der begyndte, at interesse sig for de fredningsopgaver, der var rundt om i landsdelen, siger FinnNielsen, der nu har kontaktet Hjørring Kommune for at få tilladelse til at rejse stenen, der skal stå ved de andre mindesten, der i forvejen findes i kilden. - Hvis det går igennem, så håber vi, at den kan afsløres til juli næste år, hvor Ernest Boe ville have været blevet 90 år, siger Finn Nielsen.