Hyllebjerg

Vil sætte farten ned i Hyllebjerg

HYLLEBJERG:Selv om kommunen er enig med Hyllebjergs beboere om, at der køres for hurtigt gennem landsbyen, så vil man dog alligevel ikke efterkomme alle de lokale ønsker. - Vi er enige om, at der køres alt for hurtigt gennem byen. Forvaltningen ser nu på, hvad der kan gøres sammen med politiet. Formentlig finder vi ud af noget med chikaner, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Kaj Wisti Lassen (V). Borgerforeningen ville både have sat hastigheden ned på Ågaardsvej og ændret vigepligten i krydset Østergade og Trendåvej og sat tre såkaldte ”dobbeltbump” op på Trendåvej. Ingen af delene synes politiet imidlertid var en god ide. For eksempel har man dårlige erfaringer med at ændre reglerne for vigepligt til noget nyt. Trafikanter, der er vant til området, plejer nemlig at overse de nye forhold på stribe et pænt stykke tid efter at ændringen er sket. Men andre forslag kigges der nu nærmere på. Dobbeltbump kendes der ikke mange af, blandt andet fordi de er hårde ved bilister og chauffører. Men enkelte bump er en mulighed. Desuden kan man godt indføre vejchikaner og indsnævringer - og her vil kommunen formentlig tage borgerforeningen på ordet, når den har lovet at plante til, der hvor man eventuelt beslutter at indsnævre Trendåvej.