Vil starte med volley i Vrå

VRÅ:En flok volleyball-interesserede i Vrå vil nu forsøge at starte en volleyball-forening i byen, og indbyder til orienterende møde onsdag aften, 3. december, i Vrå Hallen. Der er allerede basis for at starte et motionshold for seniorer, men andre interesserede er også velkomne til mødet. Det ligger endnu ikke fast om der skal trænes tirsdag og/eller onsdag aften. Det afhænger af interessen. Når den nye del af hallen tages i brug bliver der også mulighed for andre træningstidspunkter. Alle er velkomne til mødet, og deltagerne opfordres til at medbringe træningstøj, for efter mødet bliver der lejlighed til at spille.