Vil stoppe salg af farlige laserpenne

Sikkerhedsstyrelsen vil gribe ind efter syv børn har fået øjenskader

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

HELE LANDET: Børn er blevet blinde på det ene øje, piloter og sportsfolk er blevet chikaneret og skadet.

Stærke laserpenne har længe været omdiskuteret, og myndighederne har ikke gjort noget ved problemet. Men efter at forbrugermagasinet Kontant på DR1 har sat fokus på de alvorlige skader, laserpennene kan forvolde, vil Sikkerhedsstyrelsen nu gribe ind og få salget stoppet.

- Vi har med Produktsikkerhedsloven i hånden mulighed for at stoppe salget og tilbagekalde dem. Og vi har mulighed for at oplyse, og det er også rigtig vigtigt, og derfor er det dejligt, at I (Kontant, red.) sætter fokus på det her problem, siger Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.

Specifikke krav

Laserpennene har indtil videre været solgt, uden at myndighederne har grebet ind. Der er krav om, at laserpenne skal opfylde nogle specifikke krav til mærkning og klassifikationer. Alle lasere over fem milliwatt skal for eksempel have en lås.

Sikkerhedsstyrelsen har ikke forholdt sig til, om laserne var lovlige at sælge til almindelige forbrugere. Men efter Kontants henvendelse har Sikkerhedsstyrelsen lavet en nøjere granskning af Produktsikkerhedsloven, og nu er man nået frem til, at loven faktisk kan bruges, til at få salget stoppet.

- Produktsikkerhedsloven er sådan, at det er producenternes ansvar og dem, der sælger dem, at de kun må sælge sikre produkter, siger Mette Cramon til Kontant.

Syv børn med øjenskader

Er laserne over 1 milliwatt, er de ikke sikre for forbrugerne, og derfor må butikkerne ikke længere sælge dem til almindelige mennesker.

Mange af de laserpenne, der bliver solgt i danske butikker og på websider, er tusinde gange stærkere end de røde laserpenne på ca. 1 milliwatt, som man i årevis har kendt til tavlebrug.

Sikkerhedsstyrelsen har ikke været opmærksom på problemet, før Glostrup Hospital kontaktede dem i december - om syv børn med øjenskader.

Der bliver først skredet til handling nu, hvor Kontant beskriver problemet.

- Det, man kan lære af det, og det, man som sundhedsvæsen kan lære af det, det er, at vi som styrelse simpelthen skal være hurtigere til at gå i dialog med hinanden, siger Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.

Kan ikke bremse import

Sikkerhedsstyrelsen har dog ikke mulighed for at forbyde import og besiddelse af laserpenne, ligesom man for nylig har gjort i Norge.

Ifølge Mette Cramon ville det kræve, at reglerne for laserpenne kom ind under våbenlovgivningen.

- Der er det sådan, at våbenlovgivningen den ikke hører til under Sikkerhedsstyrelsen. Vi har med produktsikkerhedslovgivningen at gøre, siger Mette Cramon.

Det betyder, at der stadigvæk vil være risiko for, at der vil være laserpenne i omløb i Danmark, som er købt på udenlandske hjemmesider og på ferie i udlandet.

I Norge har man indført et komplet forbud, og det har betydet, at loven på området er blevet ændret. Finder de norske toldere en laserpen i kufferten, er der bøder og politianmeldelse i vente.

Besiddelse af laserpenne kræver, at man får en særlig godkendelse af Statens Strålevern, og at man har et professionelt behov for at have en laserpen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.