EMNER

Vil Tyrkiet mon med i EU?

Vil Tyrkiet overhovedet med i EU? Spørgsmålet er nærliggende - trods premierminister Erdogans gentagne forsikringer om det dybfølte ønske og de 1200 embedsmænd, som han påstår at have sat til at tilpasse de tyrkiske love til EU’s regler.

Gang på gang opfører samme Recep Tayyip Erdogan og hans regering sig nemlig på en facon, der styrker de mange europæere, som helst er fri for at få Tyrkiet med i fællesskabet. Det er således totalt uacceptabelt, at Tyrkiet ikke fuldt ud vil anerkende den suveræne nation Cypern - et af EU’s 25 medlemmer - ligesom Tyrkiet naturligvis ikke skal kræve denne eller hin radiostation lukket, blot fordi de sarte ører i Ankara ikke bryder sig om Kurdistans krav om selvstændighed. Beskyttelsen af det kurdiske mindretal og dens repræsentanter lader generelt meget tilbage at ønske. Der er mange, rigtig mange gode grunde til ad åre at få Tyrkiet med i EU. Landet kan binde øst og vest sammen, Tyrkiet har oplevet en forrygende økonomisk vækst de senere år, og retsplejen er meget voldsomt forbedret. Med millioner af tyrkere boende i Europa - og europæere, der i stor stil køber fast ejendom i Tyrkiet - vil en optagelse formentlig yderligere fremme den økonomiske udvikling og integrationen. Men trods den positive udvikling på det formelle og det økonomiske plan er det igen lykkes den tyrkiske premierminister at bombe optagelsen endnu flere år ud i en uvis fremtid. Erdogan forestiller sig nemlig i fuldt alvor, at EU i sine traktater skal indføre grænser for ytringsfrihed - og grænsen skal gå ved fornærmelser af religion. Det, han mener, er naturligvis, at fuldt lovlig satire som de efterhånden meget omtalte satiretegninger af Muhammed skal være forbudt i EU. Arrogant kommer Erdogan altså og kræver i samme åndedrag at blive lukket ind og bestemme spillereglerne. Han ulejliger sig ikke med at forsøge at definere, hvordan man skelner mellem kritik - som han godt vil tillade - og fornærmelser, som altså skal være forbudt. Han forstår næppe heller, at den kristne religion i mange europæiske lande ofte er udsat for satire, som for nærtagende sjæle ligner fornærmelser. Det bliver næppe i Erdogans tid, at Tyrkiet kommer med i EU. Heldigvis, for hans opfattelse af ytringsfrihed hører ikke hjemme i Europa i det 21. århundrede.