Vil være de bedste

Efter fire år har Timberman skabt sig et navn uden om Trip Trap

Virksomhedsøkonomi 1. februar 2005 05:00

HADSUND: Det kan være svært at skabe sig et nyt uafhængigt firma, når produkter, lokaler og medarbejderne har hørt til i en anden virksomhed i mange år. Den udfordring stod Keld Jensen, Bjarne Pedersen, Ole Svanborg og Bruno Sidsner overfor, da de 1. februar 2001 skabte Timberman Denmark A/S. Siden er det kun gået frem for de fire mænd og deres virksomhed. - Vi har lavet overskud hvert år, og vi har også fordoblet overskuddet, men vi har ikke nået vores egen økonomiske målsætning, fordi vi har investeret i fremtiden. Vi har brugt mange penge på at placere os i markedet som en mærkevare, siger Keld Jensen, som er direktør i Timberman. Trip Trap ville af med deres produktion af trapper og de billigste trægulve, fordi de ikke længere passede ind, da Trip Trap strammede sit koncept. Fire medarbejdere tog chancen og tilbød at købe aktiviteterne og leje sig ind i de lokaler, hvor Trip Trap i forvejen havde trappe- og gulvafdelingen. - I begyndelsen forstod kunderne ikke, hvorfor vi blev adskilt fra Trip Trap, for det er et kendt og respekteret mærke. Pludselig hed det Timberman, som var et totalt ukendt navn, husker Keld Jensen. Og det var da også i præsentationen, det nye firma lagde kræfterne i begyndelsen. - Vi gjorde os store anstrengelser for at lave en strategi fra starten, så vi i hvert fald internt forstod vores egen rolle. Vi ville ikke bare være den der virksomhed, der engang var Trip Trap. Vi har besluttet os for at specialisere os på de områder, hvor vi burde være gode. Vi vil være de bedste. Efter vi har solgt gulvplejen fra har vi kunnet fokusere endnu mere på trapper og gulve, siger Keld Jensen. Kigger mod nord Med fire års øvelse har Keld Jensen ikke længere svært ved at svare på, hvilken type virksomhed Timberman er. - Vi skal ikke være en mærkevare, som Trip Trap er det, men når folk ser navnet Timberman, skal de præferere til produktet. Der hvor Trip Traps kunder siger, at Trip Trap er et godt produkt, men dyrt, vil vi gerne have, at de siger, at vores er et godt produkt til en fornuftig pris. Når produktet oprindeligt er noget, der blev kasseret af sine producenter, kan det være svært at tro på, at det er noget værd. - Da Trip Trap meldte ud, at man ville sælge det fra, der ikke var mærkevarer, hørte mange af medarbejderne det, som at det ikke var så meget værd. Det har jeg spillet lidt på og sagt, at vi har de aktiviteter, som de andre ikke mener, passer som mærkevarer. Nu er det op til os at vise, at det ikke kun handler om messingskilte, siger Keld Jensen. Nu har tvivlen lagt sig, og det har regnskabet fra 2004 ikke mindst været medvirkende til. - Udviklingen i 2004 har været langt over vores vildeste fantasi. Omsætningen er steget med 30 procent, siger Keld Jensen og tilføjer, at det resultat har givet blod på tanden. - Vi har lige etableret et salgsselskab i Sverige, så nu går vi efter en nordisk platform med Norge, Sverige og Finland som et udvidet hjemmemarked. Vi håber på at få nogle af produkterne af sted i løbet af i år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...