Vil være direktør i sit eget liv

Emma Størup ved, hvad hun vil

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

HIRTSHALS:14-årige Emma Størup klarer springet fint fra 6. klasse i Tornby skole til 7. klasse i Hirtshals skole og er parat til voksende krav og flere linjefag i 8. klasse.

- Jeg har været meget tryg ved Tornby Skole, og var ikke glad for at skulle skifte til 7. klasse i Hirtshals skole i sommeren 2011. Men efter et kort stykke tid er jeg faldet rigtig godt til. Det er gået langt bedre end forventet. Jeg har fået gode lærere, der gør fagene spændende, flere søde klassekammerater og flere udfordrende linjefag, som gør hverdagen sjov, siger Emma Størup.
Hun fremhæver også samarbejdet i den nye projektorienterede undervisningsform, som gør 7.-9. klassetrin sjove og udfordrende for eleverne. Forældremødet forleden bekræfter Emmas positive udvikling. Hun kender sin primærlærer fra Tornby Skole, og han roser Emma for flid, dygtighed og et åbent sind. Det understreger, at den 14-årige pige trives i Hirtshals skole.
Et par drenge i klassen var urolige og forstyrrede timerne i starten. Men problemet er talt på plads i tæt samarbejde med primærlæreren, som også er en nyskabelse på Hirtshals skole. I stedet for en klasselærer har 7.-9. klasse elever nu en primærlærer med ansvar for kun 12-14 elever. Primærlæreren sikrer hurtig indsats i både faglige og sociale relationer. Det er vigtige for trivslen individuelt, i klassen og i hele Hirtshals skole.

Velfungerende 7. klasse

7. A er i dag harmonisk og velfungerende. Som lærervikar i engelsk oplever man hele klassen tage medansvar for gruppelæring. Emma og hendes to klassekammerater fra den gamle 6. klasse i Tornby skole tager gerne en fjerde med i deres gruppe, og så arbejdes der koncentreret i engelske legespil i hele klassen.

Emma er en stille type, men begavet, samarbejdsorienteret og selvstændig. På tomandshånd oplever en lærervikar den 14-årige pige både eftertænksom, flittig og frimodig. Hun vil da gerne nå en lederpost som sin far, når en studentereksamen med sprog og samfundsfag er i hus før en akademisk uddannelse. Men lige nu tænker Emma mest på modefotografi som en udviklende hobby og på at gøre arbejdet godt i Hirtshals skole.
- Jeg kan godt lide engelsk og dansk, fordi vi har haft gode sproglærere i Tornby skole, og har fået gode lærere igen i Hirtshals. Vi har også gode lærere i de andre fag. Jeg får også til skole-hjem samtaler at vide, at det går godt i matematik, men jeg har aldrig været helt vild med faget. Jeg er mere til sprog og samfundsfag og går sprogvejen mod gymnasiet, siger Emma.
Den 14-årige piges egen glæde ved at gå i Hirtshals Skole vokser, fordi eleverne udover de vigtige sprogfag, matematik, natur og teknik også får lov at boltre sig i seks linjefag efter lyster og talenter i overbygningen. I 7. klasse har Emma prøvet tre af linjefagene. Nu er kunst og kultur valgt fra.
- Derimod er dans som linjefag lige noget for mig. Det er sjovt at danse med veninderne og lære nye danse. Man får rørt sig og kommer i godt humør i dans. Vores fantasifulde engelsk-lærer er også en god danseinstruktør. Derfor bliver dans mit favoritlinjefag i 8. og 9. klasse, siger den 14-årige pige.
Emmas tredje linjefag i år har været håndbold. Hun spiller i forvejen både håndbold og fodbold i Tornby IF. Hun satser ikke på sport som levebrød. Derimod er Tornby IF samlingspunkt for de gamle veninder i 6. klasse i Tornby, som nu er spredt med de fleste i 7. klasse i Hirtshals skole og andre i skoler i Hjørring.
Emma har to gode veninder fra Tornby. Trioen følges ad i tykt og tyndt både i 7. klasse i Hirtshals skole og i fritiden hjemme i Tornby. Den ene veninde går til ridning, mens de to andre og flere drenge og piger fra de parallelle 7. klasser alle dyrker håndbold og fodbold i Tornby IF.
- I Tornby skole kan jeg godt lide, at alle kender hinanden. Det er en lille skole med et specielt godt sammenhold. Som børn mærker man også, når lærerne trives med hinandens selskab. Der er et godt arbejdsmiljø for alle på Tornby skole, og omgivelserne med sportshal, baner og legeplads tæt ved skov og strand er bare fantastiske, siger Emma.
- Gode klassekammerater er nogle, man har det hyggeligt sammen med og som man kan stole på. Dem har jeg heldigvis flere af både i Tornby og nu i Hirtshals skole. Vores venskab betyder meget for at føle sig veltilpas. Jeg har det godt med mine veninder og også med drengene i klassen, understreger Emma.

Familie og kirke i fokus

Emma husker også konfirmationen dette forår for det gode. Dels betyder kristendom noget for den 14-årige pige, og dels var konfirmationen i Tornby kirke et kærkomment gensyn med hendes gamle klassekammerater fra 6. klasse. Alle den gamle klasses elever blev konfirmeret sammen i Tornby kirke, og trygt fællesskab er noget værdifuldt for teenagepigen fra Tornby.

- Min families rødder i Hirtshals og Tårs værdsætter jeg. Familien betyder i det hele taget meget i mit liv. Jeg kan skændes lidt med mor af og til om rod på mit værelse, men bagefter kan jeg se, at det kun er småting, vi er uenige om. Jeg er meget glad for både mine forældre og mine brødre. Vi hygger os med hinanden både i hverdagen og på store familieferier rundt i verden, siger Emma.
Grand Canyon kløften i Arizona ørkenen og Hollywood i Los Angeles er hendes bedste minder fra rejser i USA. Men Størup-familien elsker at rejse. Australien, Spanien, Thailand og Grækenland har Emma også oplevet. Man lærer meget af at se, hvordan andre folk lever ude i verden, siger hun og drømmer om en fremtid, hvor hun selv finder sig en mand, får børn og stifter sin egen familie. Men uddannelsen kommer først.
- Vil man være noget ved musikken eller have indflydelsesrigt job i alt muligt andet, så går vejen over gymnasiet og senere universitetet, har jeg fået at vide hjemmefra. Mor og fars meninger er ok, men jeg er min egen lykkes smed. Nu vil jeg først nyde de næste to år på Hirtshals skole. Vi lærer meget i alle fagene, så jeg lægger mig ikke fast på uddannelse eller mål. Mine interesser kan ændre sig undervejs, siger hun.
Teenagepigen fra Tornby chatter lystigt med veninder på facebook, er glad for dyr og tilfreds med sit liv, hvor lektier også er en vigtig del.
- Joh, jeg kan godt lide at have mine ting i orden, siger den 14-årige, som har det fint med hele sit liv.
Emma vil ikke gå i forældrenes fodspor. Hun vil på deres anbefaling sigte på en magistergrad fra universitetet. Men primært vil hun selv være direktør for sit eget liv.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.