Fodbold

Vilakazi-skifte en sag uden indhold

Lynge Jakobsen har kun fået en opringning fra den sydafrikanske klub

Benedict Vilakazi - tegnede en fem-årig kontrakt med AaB i fjor. Foto: Torben Hansen

Benedict Vilakazi - tegnede en fem-årig kontrakt med AaB i fjor. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Vedvarende presserygter fra Sydafrika sætter AaB's midtbanespiller i fodbold, Benedict Vilakazi, i forbindelse med et klubskifte fra Danmark til hans hjemland og klubben Mamelodi Sundowns. Men ifølge sportsdirektør Lynge Jakobsen i AaB, så er det en sag uden reelt indhold. - Jeg har fået en opringning fra sydafrikanerne. De spurgte til prisen på Vilakazi - og de fik et tal af mig. - Andet har jeg ikke hørt fra dem, og derfor er sagen ikke aktuel for os. - Vi forholder os til, at vi har en kontrakt med Benedict Vilakazi, der løber fire år endnu. Den 25-årige sydafrikaner, som AaB hentede i klubben Orlando Pirates i fjor, har foreløbig været på banen for AaB i otte kampe. Men på sit cv står han noteret for 30 landskampe for Sydafrika, og specielt det er en af grundene til, at klubben Sundowns, som nu også har den tidligere FCK-spiller Sibusisu Zuma i sin trup, skulle være interesseret i at hente ham tilbage. Lynge Jakobsen kan kun trække på smilebåndet, når Sundowns melder ud, at det kun er formaliteter, der adskiller parterne fra at indgå en aftale, og at Vilakazi meget snart kan præsenteres i klubben. - Så er det nogle meget store formaliteter, vi snakker om, lyder det lakonisk fra AaB's sportsdirektør.