Vild knallertkørsel skal koste kørekortet til bilen

Færdelsdselssikkerheds-kommissionens formand Karsten Nonbo (V) og MF Frode Sørensen (S) ved pressemødet på Christiansborg, hvor en ny handlingsplan blev præsenteret. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Trafikulykker 8. maj 2007 06:00

KØBENHAVN: Vild og uansvarlig kørsel på knallert skal have konsekvenser i forhold til, hvornår unge kan få kørekort til bil. Sådan lyder et kontroversielt forslag i en ny handlingsplan fra Færdselssikkerhedskommissionen, der indeholder 100 forslag, som kan øge trafiksikkerheden. Og en mulighed er altså at udsætte muligheden for at få kørekort, hvis adfærden på knallert i en tidligere alder har været farlig. - Da jeg hørte om forslaget første gang, mente jeg, at det var at rette bager for smed. Det skal også vurderes nøje, for det ligger på kanten af, hvad jeg selv synes er acceptabel. Men det er de unge, der kører vildt på knallert, som også er farlige som bilister. Det kan være for alvorligt at give dem et skud i bøssen som bilister, hvor de kan slå en anden ihjel, når vi ved fra deres knallerttid, at de er uansvarlige, siger formand for Færdselssikkerhedskommissionen Karsten Nonbo (V). Han bakkes op ad formanden for Rådet for Større Færdselssikkerhed, Rene la Cour Sell, som har været koordinator på arbejdet med den ny handlingsplan. - Det er et brud med traditionel lovgivning, fordi det er en forskelsbehandling af folk. Men vi tror, der er noget at hente, for vi kan se, at hvis du har kørt stærkt og råddent på knallert, gør du det også, når du kommer ud i bilen. Der skal ske noget, for de unge står for en stigende del af ulykkerne, siger René la Cour Sell. Hastighed skal ned Han peger også på flere andre ting i handlingsplanen, som er meget vigtige. Generelt skal hastigheden ned på landevejene. - Da klippet i kørekortet kom i sensommeren 2005, faldt farten på alle vejtyper. Den positive effekt er væk nu. Der er en klar sammenhæng mellem hastighed, og hvor mange der bliver dræbt. Da farten faldt efter de nye regler om klip i kørekortet, fik vi sidste år det historisk lave antal dræbte, men fra sidste kvartal sidste år er det begyndt at gå galt, siger han. Lavet til hestevogne René la Cour Sell understreger også vigtigheden af, at kommunerne gennemgår deres veje nøje. - De danske landeveje er lavet til hestevogne. Hvis man ser på et Danmarks-kort fra dengang, man kørte med hestevogne, og sammenligner med i dag, er vejene de samme steder. I vores nabolande har man lavet veje til biler, og vores landeveje skal til at være tidssvarende, siger han. Som eksempler giver han, at afstanden fra bilisternes kørebane til grøften er alt for smal. Der mangler autoværn på midten af vejbanen på udsatte strækninger, og grøfter er flere steder så stejle, og det øger risikoen for, at en bil bliver kastet rundt, når ulykken er ude, hvilket resulterer i, at folk brækker nakken. Derudover skal kommunerne også se på, hvordan vejtræer og lygtepæle er placeret. - 22 procent af de mennesker, der bliver dræbt, dræbes mod faste genstande. - Det er det samme som ved lastbiler, som man ellers betragter som den største risiko. Det er vejmyndigheder, der ejer de faste genstande, så kommunerne har en kæmpe opgave med at gennemgå deres vejnet, siger René la Cour Sell. Planen fra kommissionen er kun et idéoplæg, som senere kan udmøntes i politiske handlinger. - Nu afleverer vi punkterne til justitsministeren, og så håber vi, at hun stjæler med arme og ben, siger Karsten Nonbo. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...