Detailhandel

Vild med Daells

Den 38-årige designer og kostumier Marlene Voigt er på jagt efter gamle Daells Varehus-kataloger - hun vil samle klenodierne i en ny bog

Marlene Voigt er vild med Daells og synes, at varehuset fortjener at blive husket. Derfor leder hun efter gamle postordrekataloger for at samle dem i en bog. Foto: Alex Tran

Marlene Voigt er vild med Daells og synes, at varehuset fortjener at blive husket. Derfor leder hun efter gamle postordrekataloger for at samle dem i en bog. Foto: Alex Tran

De er smækfyldte med gode historier. Om vores påklædning gennem knap 90 år. Om et Danmark i forandring. Om opture og nedture. Om almindelige mennesker. Og så kan de få smil og minder frem hos mange af os. De gamle kataloger fra Daells Varehus er et stykke kulturhistorie, som vi bør bevare og bruge. Derfor har den 38-årige designer, kostumier og stylist Marlene Voigt sat sig for at samle firmaets kataloger fra den spæde postordrestart i begyndelsen af 1900-tallet, til det var endeligt slut med Daells i 1999. - Det er en guldgrube, som fortæller en hel masse om almindelige mennesker fra arbejderklassen og middelklassen. Og man kan se tidens ånd i katalogerne, siger hun. Men en ting er det rent nostalgiske, noget andet hendes fag. For det er hendes arbejde, der er udgangspunkt for jagten på de gamle blade. Marlene Voigt har som designer og kostumier stået for kostumer til flere kortfilm. Et arbejde, som helst skal være usynligt, når filmen når frem til skærmen. For skuespillernes påklædning bør falde naturligt ind i tidsbilledet, når det gælder stil, snit, stof og tilbehør. Det er et arbejde, der kræver masser af research og helst også et bibliotek af en vis volumen. - Derfor vil en bog med samling af tøjet fra Daells Varehus kunne lette mig meget i mit arbejde. Og hvis det kan lette mit arbejde, kan det også hjælpe andre, forklarer hun. Marlene Voigt er nu gået i gang med at samle kataloger ind til bogarbejdet. Det Kongelige Bibliotek, Kunstindustrimuseet samt Københavns Bymuseum har allerede mere eller mindre komplette samlinger, men bladene er skrøbelige og kan derfor ikke lånes ud. - Derfor håber jeg, at der rundt omkring i Danmark er nogen, der kan hjælpe mig, siger hun. Indtil videre har efterlysningen kastet omkring 100 henvendelser, nogle kilo kataloger og ikke mindst rigtig mange gode historier af sig. En kvinde har eksempelvis foræret hende et par kataloger fra 1930’erne fra et dødsbo. En anden ringede og tilbød to kataloger fra 1910’erne. Bladene havde fungeret som isolationsmateriale i en væg og blev fundet i forbindelse med renoveringsarbejde i et gammelt hus i Næstved. - En mand ringede og fortalte, han havde gemt nogle kataloger for at kunne mindes, når han blev gammel. Det var han blevet, men brugte ikke bladene. Derfor syntes han, jeg skulle have dem, siger hun. Selv om fascinationen af de kulørte sider mest er faglig, så har Marlene Voigt også et stærkt personligt forhold til postordrefirmaet og butikken i Nørregade i København. Som datter af en enlig, arbejdsløs mor på Nørrebro kom meget af barndommens tøj fra “dalle valle”, og stormagasinet er i erindringen omgærdet af en vis magi. - Når Børnenes Kontor om sommeren delte kuponer ud til sommertøj i Daells Varehus, var mine søstre og jeg inde og finde det, fortæller hun. - Det var simpelthen fantastisk. Vi kunne få timer til at gå med at sidde og drømme og krydse af i katalogerne, hvad vi gerne ville have. Leg med kataloger De tre søstre lavede også lege med udgangspunkt i katalogerne. De sammenlignede modeller, klippede dem ud som glansbilleder og lavede konkurrencer, hvor det gjaldt om at slå ned på en tilfældig side og lave en “helle-for-leg”, hvor man skulle være først til at sige, hvad man helst ville have. - Det fyldte faktisk en del i vores barndom. Og selv om min personlige stil i kraft af mit arbejde har ændret sig væsentlig siden, så har jeg varme følelser for det endnu. Marlene Voigt har været i gang med sit projekt i et par år. Men der er langt fra tanke til handling, og undervejs er hun også delvist blevet overhalet af Det Kongelige Bibliotek, som i efteråret lagde en del af deres Daells Varehus-kataloger ud på internettet. - Men jeg har besluttet, at det alligevel ikke betyder så meget for mit projekt, for som kostumier har du brug for at kunne tage en bog eller billeder med i tasken, når du skal ud at finde tøj, forklarer hun. Uvurderlig skat Samtidig har jagten på de gamle blade fået flere plejehjem og aftenskoler til at henvende sig med opfordring om, at hun holder foredrag om sit arbejde og varehuset. - Plejehjemmene er interesserede, fordi katalogerne og billederne kan få de ældre til at huske deres barndom og ungdom. Jeg havde ikke selv tænkt i den retning, men kan godt se, at det er oplagt, så derfor arbejder jeg videre med det også. I det hele taget er det Marlene Voigts indtryk, at Daells Varehus mere end så meget andet får danskere til at sige “åhhh, det kan jeg da godt huske”. Hun betragter katalogerne som en uvurderlig skat, som lige så meget, som de viser tøj, også viser et stykke dansk kulturhistorie. For kjolelængder og hvidt undertøj siger ikke bare noget om den skiftende mode. Tøjet afspejler i høj grad også dets samtid, og derfor nyder hun at gå på opdagelse i de glittede sider. - I de første kataloger er det for eksempel sjovt at se, at de sælger stuepigeuniformer. Det siger meget om tiden. Ser man på 50’erne og 60’erne, er der meget at læse ud fra modellernes kropsholdning, og i 70’erne er det tydeligt, at alting bliver lidt mere vovet, særligt når man ser undertøjssiderne. Modellerne har fået armene op over hovederne og optræder mere frit, siger hun. Marlene Voigt fortsætter sit indsamlingsarbejde et halvt års tid endnu, for der er fortsat mange huller i bladsamlingen. Sideløbende skal hun holde foredrag og søge fondsmidler til bogprojektet. Hun forventer derfor, at der vil gå op mod et år, før det endelige produkt er på gaden. - Det bliver ikke bare en bog for kostumierer. Jeg regner med, at den vil kunne hjælpe os alle med at huske Daells Varehus, og hvor fantastisk det var, siger hun.