Frederikshavn

Vild start på VM-billetsalg

Der var gang i den fra første sekund, da billetsalget til VM i Kvindehåndbold blev skudt i gang tirsdag

Der er godt gang i billetsalget til VM i kvindehåndbold i december.

Der er godt gang i billetsalget til VM i kvindehåndbold i december.

FREDERIKSHAVN:I VM-værtsbyen Frederikshavn, der er hjemmebane for blandt Norge, fyrede Tordenskiolds Soldater kanonen af som startskud for billetsalget. Rammen var Arena Nord, hvor alle de indledende kampe og ottendedelsfinalen i Norges pulje spilles i december.

Per Malmberg, direktør i Arena Nord forventer stort rykind i december.

- Vi er så heldige at være Norges hjemmebane, og det er en eksotisk pulje, vi har fået. Vi aktiverer alle de relationer, vi har – ikke mindst i Norge. Vi håber også, at nogle af de mange rumænere, der bor i vores kommune, har lyst til at være med, da Rumænien er et af de hold, der spiller her.

Anne-Grethe Kramme, souschef i Turisthus Nord fortæller om stor interesse for at sikre sig billetter:

- Vi har haft forespørgsler på billetter siden, det blev annonceret, at Norge skal spille i Frederikshavn. Norge er en stærk håndboldnation, og nordmændene kender Frederikshavn, så det er ’perfect match’, lyder det fra Anne-Grethe Kramme.

Hun forventer, at der i løbet af onsdagen kommer en status fra DHF på, hvor mange billetter der er solgt til kampene i Arena Nord.

VM-øl fra Skagen Bryghus

Da flagene for de seks nationer, der skal spille i Frederikshavn, var strøget til tops, blev der budt på smagsprøver af den specielle VM-øl, som Skagen Bryghus har udviklet og produceret. Øllen er et eksempel på, at alle kreative kræfter er sat ind på at skabe en helt unik VM-fest i Frederikshavn, hvor der bliver indrettet særlige fanzoner for de seks nationer. Træerne på Rimmens Allé bliver bogstaveligt talt klædt på til VM, så alle kan finde vej fra midtbyen til Arena Nord.

- Frederikshavn har aldrig tidligere løftet så stor en sportsevent, men vi er klar, for vi har et stærkt netværk og mange ildsjæle, der er gået all in for at skabe verdens bedste håndboldfest for vores mange gæster, som kommer for at opleve håndboldstemning i verdensklasse, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Den første kamp mellem Spanien og Kasakhstan spilles lørdag den 5. december kl. 16.00. Rumænien og Puerto Rico spiller kl. 18.15, og Norge møder Rusland kl. 20.30 samme aften.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.