Vilde bryllups- planer i Hellum
Hjælp, jeg skal giftes, hedder årets dilettantforestilling i Hellum, og de lokale aktører øver på fuldt tryk.

Dilettanttruppen i Hellum er i særdeles fin form til årets forestilling i Hellum Multihus den 24. marts Foto: Åse Bakland
Et af de helt sikre forårstegn i Hellum er den årlige dilettantforestilling. En af årets lokale fester, som de seneste år har samlet stor interesse, og publikum kan godt begynde at glæde sig, dilettanttruppen er i særdeles god form i år. - Humøret er rigtig højt hos alle, lyder det fra scenen, hvor der øves flittigt på replikskifte, scenegang, sjov mimik og de rette stikord. Årets forestilling - Hjælp, jeg skal giftes! - er en rigtig vaskeægte dilettant, tilpas fyldt med en god handling, passende antal forviklinger, der ikke synes at få en ende, og forhåbentlig en lykkelig slutning? Kort fortalt er det Niels, der skal stå for skud. Hans mor synes, at det er på tide, at han bliver gift. Det skorter da heller ikke på giftelystne kvindfolk, og slet ikke på gode råd om, hvordan sådan fruentimmere skal takles. Både en kreaturhandler og en fodermester er involveret, men bliver Niels en lykkelig mand? Det vil alt samme blive afsløret lørdag den 24. marts i Hellum Multihus. Udover denne forestilling bliver der en indbudt generalprøve dagen før, og helt efter traditionen giver truppen også i år en forestilling på Rosengården i Jerslev. På scenen kan publikum glæde sig til gensyn med særdeles kompetente og ind imellem bindegale aktører - kendte ansigter fra lokalområdet. Det er Anni Kraglund, Bobby Andersen, Hans og Daniel Elbo, Ellen Jensen, Camilla Bak, Michael Christensen, Helga Pedersen og Lis Jørgensen. Foran dem har Winnie Mørk i rollen som instruktør haft sit at se til med den livlige trup. Ida Eller er sufflør, Finn Reinwald står for de flotte kulisser og Lisbeth Vestergaard sørger for sminken. De har alle lovet, at de nok skal blive klar, så nu er det bare op til publikum at få sig meldt til forestillingen 24. marts, og de skal ikke tøve for længe, der er rift om stolene, lyder det fra arrangørerne Hellum Borgerforening. Inden forestillingen er der spisning og lige umiddelbart efter spiller "4 uden Styrmand op til dans. Der skal ske tilmelding.ÅB
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.