Tyverier

Vilde drømme på en gummiged

Jeg keder mig, Kaj. Det gør jeg osse, Bent. Jeg har en idé. Lad os finde friheden. Ja, lad os pudse vor aura, lad os kysse stjernerne, blæse melet ud af munden og tage tyren ved hornene. Lad os se verden fra en gummiged! - Hvor får vi en gummiged fra, Bent? - Vi stjæler den... Ok, ret skal være ret. NORDJYSKE ved jo ikke, om tyveriet af en gummiged ude på Sæby Renseanlæg natten mellem mandag og tirsdag er foregået på dén måde, eller om tyvene hedder Kaj og Bent. Men det er svært at lade være med at bruge smilebåndet (og fantasien), når man hører om sådant et tilfælde af tyveri. Også driftassistent Morten Nielsen fra renseanlægget har svært ved at holde grinet tilbage, og han kan i samme åndedrag glæde sig over, at tyvene ikke har begået omfattende hærværk på pladsen. Tyvene fik det store køretøj igang ved at kortslutte tændingen, og som et vildt dyr brasede gummigeden derefter gennem hegnet og videre ud i sommernatten. Klokken var omkring 24.00, da Kaj og Bent svingede til venstre ad Solsbækvej og havde kurs mod Sæby. I den lune nat under stjernerne kan man næsten høre Steppenwolfs "Born To Be Wild", mens det vilde køretøj snegler sig hen over asfalten med 30 kilometer i timen i et øredøvende inferno af larm. Men turen på geden blev kort for tyvene. Få kilometer fra Sæby kørte de ned mod stranden, hvor gummigeden satte sig fast i et vandhul. Køretøjet står nu igen hos Sæby Renseanlæg. Hvad med Kaj og Bent. Og de store drømme? De planlægger at køre Baskerlandet rundt på en havetraktor.